Alle kender jo mine royalistiske tendenser, men jeg vil alligevel lige indskyde, at jeg havde et dejligt møde med hele den kongelige familie og synes det var herligt at de bare spadserede rundt i kolonihavnen på nationaldagen!
Nationaldagen rummede afsløringen af en rigtig flot bronzestatue på den nyindvide Selvstyreplads i Nuuk. Statuen er lavet af kunsteren Naja Rosing Asvid og forestiller en masse sæler i flok. Da statuen blev afsløret på nationaldagen gik der kun få minutter -så kunne vi ikke se statuen for alle de børn der med den største selvfølgelighed kravlede rundt på statuen! Jeg har også set ved andre statuer i byen -børnene heroppe kan slet ikke lade være med at kravle rundt på dem -det er rigtigt hyggeligt at se, at statuerne gerne må bruges! Nationaldagen gav mig også lejlighed til at se lidt nærmere på de grønlandske nationaldragter og det er jo lige mig! Jeg så flere kvinder med de traditionelle vestgrønlandske dragter og en enkelt kvindelig nationaldragt, som jeg tror er fra Thule. Og så var det ret vildt at se en ældre grønlandsk herre i anorak og isbjørnebukser! Man får en umiddelbar følelse af respekt over for en person i isbjørnebukser!
Den sidste uge har det føltes lidt som om vi har været i sommerhus i dårligt vejr -for det har været tåget, regnfuldt og blæsende udenfor. Så er det godt, at vi har en del film og bøger at dykke ned i! I fredags, hvor det desværre regnede hele dagen, havde jeg besøg af min fars kusine og hendes kæreste -de var på sommerferie heroppe med et af kystskibene og havde en dag i Nuuk før de skulle videre nordpå. Det var mine første gæster heroppe:-) Det var bare ærgeligt at vejret ikke var til, at vandre rundt og se Nuuk og omegn. Vi har også selv planlagt sommerferie nu -vi tager en uge til Kangerlussuaq (Sdr. Strømfjord) på vandretur sidst i juli. Derinde har man både mulighed for at se moskusokser og gå helt ind til indlandsisen -jeg behøver vel ikke sige, at vi glæder os!
I går aftes så vi vores første isbjerg! Det var godt nok meget lille og meget langt ude i fjorden og man kan ikke se det på det billede jeg tog -men vi så det i kikkerten! I mangel af hvaler, må vi tage til takke med et lille isbjerg- eller isterning, som Benjamin døbte det:-)