Bær, fisk og helikoptertur

I sidste uge fik vi den første rigtige sne og det er dejligt at se det hvide landskab træde frem… Jeg er i hvert ved at være klar til overtræksbukser og vinterstøvler, så nu må det godt komme.

I september måned var vi ude på to flotte sejlture. Den første var en bærplukketur med min personaleforening, desværre var området støvsuget for både blåbær og sortebær. Til gengæld fik vi fisket – og fisket – og fisket! Så nu er fryseren godt fyld med både rødfisk og torsk – dejligt:-) Anden tur var sammen med nogle venner med egen båd. Vi tog afsted fredag efter arbejde og formålet med turen var at stå tidligt op lørdag og gå på rensdyrjagt. Desværre var dagen pakket i tæt tåge, så rensdyrjagten blev efterhånden lavet om til en blåbærjagt – der var masser af store, flotte og søde blåbær, så de holder nu fiskene med selskab i fryseren.

I går var jeg så heldig at få en ledsagertur med en op til Diskoøen ud for Ilulissat, nordvest i Grønland. Det var en meget flot og spændende tur i et lille chartret propelfly op til Ilulissat og videre derfra med helikopter til Diskoøen. Det er første gang jeg flyver i helikopter og det var en rigtig flot tur med Ilulissats isbjerge under os. I byen Qeqertarsuaq kom jeg med patienten ind til sygehuset, så jeg fik lige set lidt af byen der havde ca. 900 indbyggere. Tilbage ved heliporten igen nåede jeg lige et par hurtigere billeder før turen gik ind til Ilulissat og propelflyet der ventede på mig. En meget kompakt dag: jeg tog afsted kl. 9:30 og var hjemme igen kl 15…

I denne weekend skal vi på sejltur ind i fjorden og forhåbentlig er vi søndag retur med både rensdyr og ryper…. selvom der efterhånden ikke er plads til mere “selvforsyning” i fryseren 🙂

2 comments to “Bær, fisk og helikoptertur”
  1. Sikke nogle dejlige billeder! Hvor ER der altså smukt. Og råt. Her er det bare gråt og regnfuldt. Ihvertfald i dag. Mange kærlige hilsner fra Vanløse. Kh H

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.