Når et budskab skal leveres handler det jo ofte om timing, hvis der er et ønske om at budskabet skal trænge ind. Særligt hvis budskabet enten er negativt eller på den ene eller anden vis har dubiøst indhold.
Idag oplevede jeg så et ganske klart skoleeksempel på hvorledes dårlig timing kan, ikke bare minimere chancen for succes, men helt og aldelse skyde alle muligheder så grundigt i sænk, at der aldrig i fremtiden kan være tale om forståelse af budskabet.
Danmark spiller den sidste kamp i VM-kvalifikationen, og kampen er fem minutter gammel, da det banker på vores dør. Let irriteret over forstyrrelse midt i en landskamp rejser jeg mig; det kunne jo være naboen, der før har oplevet strømproblemer, som gerne vil se kampen hos. Men nej; der var ikke tale om en strømforlegen fodbold-interesseret nabo i nød. Derimod står der en mand med sin søn. Ulastelig klædt. Straks går sagens sande sammenhæng op for mig: Jehovas Vidner! Gudløse mennesker, for hvem ikke engang landskamp er hellig.
“Vi går rundt her for at tale lidt om det glade budskab i Biblen. Har du lyst til at få lidt mere at vide?”
Jeg ville have sagt: “Hvad fanden tror du selv din slipse-og-nystrøgne-skjorte-klædte-glatbarberede-velfriserede-svagt-begavede-åndeligt-udforderede-Bible-misbrugende-hjernevaskede-virkelighedsbenægtende-dommedagsprofiterende-på-svage-personer-snyltende-uselvstændigt-tænkende-fødelsdagsfornægtende-morskabsundertrykkende-påtrængende-landskampforstyrrende TUMPE!”
Men jeg er jo et pænt og velopdraget menneske med et veludviklet over-jeg, så med henvisning til at der var landskamp, takkede jeg pænt, men bestemt nej.
Så selv i denne udkant af verden, skal man åbenbart tage sig i agt for disse personager, der sniger sig rundt i håb om at finde endnu et offer for deres mærkværdige Bibel-tolkninger.