Det sorte guld!

ADVARSEL! ADVARSEL! ADVARSEL! ADVARSEL!

Nu kommer der et længere indlæg om økonomiske forhold, politiske beslutningsgange og råstoffernes betydning for Grønland. Er det ikke lige din stil, fordi du bare har for travlt med at sende sms’er til alle venner, og i virkeligheden ikke er interesseret i hvad der foregår uden for Facebook, mobiltelefonen, eller Crazy Daisy, må jeg henstille til, at du straks vender tilbage til en indholdsløs og ligegyldig tilværelse, henslæbt i uvidenhed og ignorance, i en narcissistisk skal af egoisme og navlepilleri.  Skulle du derimod være interesseret i, at udvide din horisont, få åbnet øjnene, indlære ny og interessant viden, vil jeg, i al ydmyghed naturligvis, indstille til, at du læser videre i dette glimrende indlæg skrevet af den alvidende forfatter, der i sin umådelige visdom har formået at gennemskue alle aspekter af disse overmåde interessante emner, og her tilbyder at uddele en lille tår fra sin klare og friske visdommens brønd.

Hele det grønlandske samfund har valgt at deponere sin fremtid i forhåbningen om, at råstofferne vil bringe uendelige rigdom og evig lykkelig fremtid i denne ellers så varmere og varmere tid. Hermed sker den første fejlslutning, for som alle vi fattigrøve jo ved, bliver man ikke lykkelig af penge… Men når det nu er præmissen, at økonomisk rigdom er bydende nødvendigt, er det jo væsentligt, at forholde sig nogenlunde fornuftigt og rationelt til emnet. Som det er nu, er det de hårde mineraler, der konstant tales om i denne udørk af danernes rige, da, det er i denne sektor, der er mest aktivitet for tiden. Inden længe åbner en guldmine, og der er tre-fire andre større mineprojekter, der nærmer sig et modenhedsniveau, hvor vi begynder at tale om reelle miner om føje år. Men ak! Det er ikke her Grønland for alvor skal fæste sin lid til en økonomisk lys fremtid. Det helt store mineprojekt vil betyde ca. 1000 arbejdspladser, vil samlet, inklusive følgeindustri, underleverandører osv, bidrage med omkring 100 millioner i den grønlandske statskasse i skatteprovenue om året. Ud fra betragtningen, at denne industri skulle være det nye økonomiske lokomotiv, må vi erkende, at dette nye lokomotiv må være et dampdrevet, bygget efter sovjetiske principper: Meget meget tungt stål, meget meget lille motor, konstrueret mandag morgen efter lønningsdag. Hvis denne industri skal kunne erstatte det årlige bloktilskud fra DK, skal der ca. 36 lignende projekter til. Rigdom via de hårde mineraler er altså noget, der ret hurtigt kan afskrives som en fantasi fostret i Stein Baggers hjerne. Omend man dog kunne overveje, om ikke Danske Bank ville være med til at finansiere et sådant eventyr, nu hvor den danske regering så beredvilligt har stillet skatteydernes penge til rådighed, så Danske Bank fortsat kan uddele over 200 millioner i lønbonus til de chefer, der jo så flot har administreret banken under finanskrisen, og næsten ikke har ladet skatteyderne tage faldet. Stor ros for deres glimrende indsats i en branche, for hvem moral og god forretningsetik syntes at være begreber af samme relevans som en komparativ analyse af myrens sociale adfærd i 2. uge af marts og cirkusplakater!

Så det er altså ikke på de hårde mineraler, Grønland skal score kassen. Men hva’ så? Hvis ikke Grønland ønsker at henslæbe en tilværelse med sælspæk i gryden i tørvehytten ved tranlampens skær, skal der jo en eller anden slags indkomst til. Og her kommer al den herlige olie ind i billedet! Olien har dog den ganske klare ulempe, at vi ikke rigtig kan finde den. Og det er jo, som førnævnte Stein Bagger, har lært på den hårde måde, sådan at fantasiforretning ikke nødvendigvis en god idé i længden. Men skal vi yde olieeventyret retfærdighed, må der jo lige nogle tal på bordet: Ét oliefelt på ca. 2 mia. tønder, med en levetid på ca. 30-40 år, en oliepris på ca. 70 USD pr. tønde, vil i feltets levetid betyde ca. 300 mia i den grønlandske statskasse med den nuværende skattemodel. Med andre ord næsten hele bloktilskuddet hvert år i 30-40 år. Nu lyder 2 mia tønder måske af ganske meget, men det er faktisk et ret lille felt. USGS (United State Geological Survey) amerikanernes svar på GEUS, har undersøgt havet vest for Grønland. De anslår, at der med 50-70% sikkerhed er 54 mia tønder olie i området mellem Grønland og Canada nord for polarcirklen. Måske lyder 50-70% sikkerhed ikke af meget. Men faktisk betragtes en sikkerhed på 11-12% som meget højt, så højt, at Chevron gerne bruger 250 millioner om året på efterforskning på den slags procenter… Så 50% er nærmest astronomisk højt! Og 54 mia tønder svarer til ca. 2 gange den samlede danske, engelske og norske Nordsø. Med disse oplysninger in mente fristes man jo til at komme med et lille udbrud i form af et “jøsses”!

Og her sniger der sig en lille ubehagelig, omend velkendt, fornemmelse ind af en olieindustri, der udplyndrer et område, og gerne slår borerettighedsforkæmpere ihjel, sådan som Shell så heroisk gjorde det i Nigeria, i kampen for multinationale selskabers uindskrænkede ret til uetisk og amoralsk adfærd på vores vegne og med vores velsignelse. Men det behøver vi jo ikke at bekymre os om, al den stund, at vi jo bare kan gøre som i Danmark, og fra begyndelsen kaste os i næsegrus beundring for Mærsk (der jo valgte at bistå Nazi-Tyskland med leverancer af ammunition) og blot forære hele lortet væk for en slik, og så klappe af glæde i vores små smørebrødsindfedtede hænder, når den almægtige Mærsk skal bruge et skattefradrag og beslutter sig for at tvinge en ny operabygning ned i halsen på os, om vi vil det eller ej, og så bagefter forvente, at vi siger ham tak for den “gave”, vi så selv kan betale via hans skattefradrag. En stor tak til dette generøse menneske, der har belemret os med den ene arkitektoniske perle efter den anden. På vores egen regning, naturligvis. Det er jo kun rimeligt, at vi, når vi nu har ulejliget ham med uhindret adgang til vores olie, giver den stakkel et skattefradrag hver gang han nedværdiger sig til at udgyde sine byggeprojekter over vor ellers så smukke hovedstad.

Men heldigvis er grønlænderne mere snarrådige end de inkompetente tumper, der valgte at forære olien til Beelzebub på Esplanaden. Planen her er, når man finder olie, at man vil tildele udnyttelseslicenser, er skrumper hvert år. Således at der efter en kort årrække, kan laves en ny udbudsrunde for samme areal. Samtidig kan ét selskab kun have ejerskabsforhold til tre licensområder, så de store selskaber kan ikke bare slå sig sammen og købe hele lortet. Og når der er fundet olie, kan der lettere laves nogle andre skatteregler, der giver flere grunker i kassen. Se dét var smart! Tænk hvis de imbecile skvatnakker på Christiansborg havde fået den idé for 30 år siden… Faktisk er det sådan, man har gjort i England og USA. Og dette giver anledning til et ganske morsomt paradoks: I Danmark har tumperne i Venstre (Ved du hvor du har: Der er ikke noget at komme efter) jo for vane, at kæfte op om “verdens højeste skattetryk” og bla bla bla… Se, det er jo en sandhed med modifikationer. Hvis vi vender os mod Alaska, så skal olieselskaberne faktisk aflevere 92%, ja du læste rigtigt 92% af overskuddet fra deres oliefelter i skat! Det er da et skattetryk, der er til at forstå! Og hvordan kan det dog hænge sammen i det ellers så liberallende USA? Jo, der var nogen der tænkte sig om (Det var før Sarah Palin så smukt dukkede op på den politiske stjernehimmel), og fik den idé, at det var rimeligt, at tage udgangspunkt i, at olien jo faktisk tilhører befolkningen, ikke Chevron eller Exxon, og det derfor også var rimeligt, at befolkningen fik noget ud af at sælge olien til selskaberne. Særligt når nu Alaska løber den ret store miljørisiko det er, at have olieudvinding. Hvilket vi jo så også lige fik et lille indblik den 24. marts 1989, da en spritstiv kaptajn på slingrekurs valgte at lade verdens største olietanker (Exxon Valdez) gå på grund og springe læk.

Så for lige at summere op, så skal der bare findes et eller to mindre oliefelter for at sikre Grønland de næste mange mange år. Dog er målet naturligvis, at følge den norske model, og lave en oliefond, med så stor kapital, at renteafkastet alene kan finansiere bloktilskuddet. Og med prognoserne for oliefund i Baffin Bay og Disko West, er det faktisk ikke helt urealistisk…

Så nåede vi alligevel til vejs ende i denne tilsyneladende uendeligt langtrukne beretning om Grønland, olie, penge og politik (selv jeg kedede mig gudsjammerligt undervejs). Hvis du syntes, at beretningen var for lang og kompleks, kan jeg kun henvise til advarslen i begyndelsen, og opfordrer nu til at du nu vender tilbage til din ubetydelig tilværelse og opdaterer din Facebook-profil for 30. gang i dag. Går du derimod herfra med et oplyst sind og glæde over at have tilbragt lidt tid i selskab med en af denne tids største analytiske hjerners udgydelser, er mit mål i al ydmyghed (eller mangel på samme) opnået. Tak herfra!