Så er min første rensdyrjagttur overstået. Og lad mig sige det med det samme: Jeg fik ikke ram på noget levende… Desværre. Til gengæld fik jeg en ganske fantastisk tur.
Fredag aften sejlede vi afsted fra Nuuk, 12 ivrige jægere med meget varierende erfaringsniveau. Nogle med mange jagter bag sig, nogle med et par stykker og nogen, som mig, helt uden jagterfaring. Alle de gæve jægere gik ombord i Kisaq, en gammel skude bygget i Holbæk af alle steder. I 6 to-mands kahytter lod vi os indlogere, inden vi sattes os til bords og skaffede. Turen gik sydover, 3 timers sejlads senere ville både jeg og andre i jagtselskabet, dog ønske at vi aldrig havde forladt havnen. Aldrig i mit liv har jeg været så tæt på at dø af søsyge. Oprindeligt troede jeg, at vi skulle aflevere alle våben til skipper, for at undgå vådeskudsulykker ombord, men i virkeligheden var det for at undgå alt for mange selvmord, som følge af søsyge. Jeg havde mest af alt lyst til at undersøge den farlige ende af min 30-06’er… Men utroligt nok overlevede vi alle, og vi kunne kaste anker i læ for vinden og sove roligt natten igennem.
Kl. 7 næste morgen blev der serveret morgenmad, og vi kunne smøre madpakker til dagens jagt. Kl. 8 var gummibåden sat i vandet og vi var på vej mod det forjættede rensdyrland! Der var kommet lidt sne i nattens løb, hvilket jo er meget godt; det gør det ret nemt at se hvor dyrene har gået og i hvilken retning. Det skulle dog vise sig, at det ikke hjalp os stort. Jeg gik sammen med to andre, og vi gjorde ikke ret meget andet end at gå og gå og gå og gå.. Ifølge GPS’en tilbagelagde vi godt 25 kilometer i et mildt sagt kuperet terræn. Én gang så et rensdyr; og vi kom da også på skudhold, men fik ikke affyret et skud, da dyrets “dumhed” overraskede os. Den unge tyr havde set os, og vi lagde os i skjul bag en sten for at gøre rifler klar, og alt i mens luntede dyret lige hen i mod os! Så vi var lidt overraskede over, at det nu pludselig stod helt tæt på. Min kollega lagde an til skud, men i samme sekund satte dyret i løb op over en bakkekam, og væk var det… Det viste sig dog at være meget godt, at vi ikke fik det, da vi var kommet lidt for langt ind, og der var 10 kilometer til kysten.
Så tilbage på båden var kunne vi skaffe igen, og så lidt spil inden sengetid, så vi var klar til søndagens tur. Da vi skulle være tilbage i Nuuk kl. 18. kunne vi kun få 4 timer i land, så heller ikke her blev det til noget særligt. Vi så en enkelt rype på afstand, men det var også nogenlunde det. Faktisk var jagtudbyttet noget magert; 12 bevæbnede mænd og kvinder fik ikke mere end 2 simler (hun-rensdyr) og 3 ryper. Noget fattigt…
“Skafning”, det er da et sjovt ord. Næsten lige så sjovt som “spæget kød”. Huskede I nu at spæge kødet?
Jeg vil faktisk påstå, at mit kød er ganske velspæget. 25 kilometer i fjeldet med oppakning og riffel i sne og blæst medfører et særdeles velspæget kød…
Det skal nok komme. Jeg har lige været på en fisketur til Fyns Hoved, men nogenlunde samme mangelfulde resultat. 🙂
Nu slutter jagten den 15. november, og jeg har desværre ikke udsigt til at komme afsted på flere jagtture i år. Så det må nok blive til næste år. Men så kan det være at jeg også har fået købt mig min egen riffel. Jeg har kig på en Tikka T3 Super Varmint eller Tactical .223 Win. Den vejer ikke så meget, og har et relativ begrænset rekyl.