Så er vi ikke helt så isolerede længere… Der er nu oprettet en internetforbindelse til vores lille hus, Hotel Innannguaq 5A. Hotellet kan du læse mere om via linket øverst til venstre. Men som sagt har vi nu fået en forbindelse til omverdenen. Og den er jo billig sådan et sted som her. Vi betaler den helt rimelige sum af 598 kroner i abonnement for en lynhurtig 2mb linje, dertil kommer naturligvis en betaling på 42 øre pr. megabyte trafik. Hvilket jo er helt og aldeles rimeligt, da vi jo slider meget hårdt telefonlinjen for hver megabyte vi henter. Sådan noget kobberkabel bliver jo hurtigt slidt når man sender strøm igennem det. For slet ikke at tale om det enorme arbejde, der er forbundet med at sende trafik til os for vores internetudbyder. Alle de mennesker, der skal sidde og overvåge og vedligeholde hver eneste linje…
Nå, men bort set fra, at man bliver røvet ved højlys dag af helt åbenlyst urimelige priser og prismodeller, så har vi faktisk adgang til hele verden nu; herunder via det fantastiske program Skype! Det betyder at man nu kan ringe til os via Skype. Mette findes under mettefaartoft og jeg findes under tylkum. Og ja, vi har webcam…
Long live Tele Greenland.
Det næste må blive at erhverve et .GL domæne. Det tager kun ca. 30 dage at oprette og årsafgiften løber som året – så er det jo nemmere at administrere, da der kun skal faktureres 1 gang om året for samtlige kunder.
Så køber du et .GL domæne 29/12 betaler du for 1 år, men det bliver reelt kun 2 dage, da domænet skal fornyes igen 1/1. Smukt.
Glæder mig til at se flere billeder af det helt fantastiske sted i bor. Håber også at vi (eller mindst jeg) får mulighed for at besøge jer (med fluestang og fluer til fjeldørred, samt hele kamera-arsenalet)næste år.
Men der er jo lige en baby som der skal tages hensyn til:)
Ja, de har virkelig forstået det der med at drive forretning. Man bliver virkelig fristet til at starte egen virksomhed i konkurrence med de eksisterende.
Bl.a. undrer det mig en del, at alle butikker insisterer på, at købe deres varer i Danmark, som jo ikke er kendt som det billiges højborg. Mit bud er, at man sagtens kunne finde en amerikansk eller canadisk distributør, der var villig til at sejle dagligvarer til Grønland langt billigere end hvad det koster at købe dem i Danmark. Hvorfor er det lige, at vi skal have vore varer fra DK, når nu Canada er lige om hjørnet?
Men det ville være superfedt hvis du og Amy kom forbi! Vi driver jo et lille hotel, som I kan bo ganske gratis på!