Hyle blandt ulve

Mette og jeg tog en forlænget weekend til Sisimiut; noget der egentlig skulle have været en hel uges ferie, men som konsekvens af almindelige grønlandske forhold blev vores transport forsinket med tre døgn, så det endte med at blive en forlænget weekend.

Hvad skete der med den der transport, spørger du? Jo, vi havde jo planlagt den her helt fantastiske tur med skib op langs kysten fra Nuuk til Sisimiut, og ikke et hvilket som helst skib, nej vil skulle i hvert fald ikke med det der almindelige passagerskib; vi skulle nemlig med fragtskibet; det skib der forsyner de små bygder på kysten. Så vi på ægte krydstogt-manér ville få ca. to timer i hver lille bygd mellem Nuuk og Sisimiut, og så et lidt længere ophold i Manitsoq. Jo jo… Vi var skam helt ægte krydstogt-turister american style på den der lidt fragtskib-agtige måde.

Det korte af det lange; vi bruge to dage ombord på et rødt fragtskib og har nu set alle de små bygder mellem Nuuk og Sisimiut. Ganske fornøjelig lille tur; og selv om det er nogle helt andre store bølger, der er udenskærs. Atlanterhavet kan virkelig tage fat, også selv om det kun er små 20 sek. meter vind… Men vi kom frem, og Mette skulle kun have lidt hjælp til at snøre støvlerne pga søsyge…

Men velankommet til Sisimiut blev vi straks hentet på havnen af Anne KK; Mettes gamle veninde, hvis mor skulle giftes med en dansker bosat i Sisimiut. Men mere om det senere. Først skulle vi jo lige have lidt morgenmad inden vi skulle ud på den første af vores meget interessante slædeture! Så ud til hundene og i et stort kaos af balstyriske hunde, skagler, slæde og rensdyrskind fik vi spændt 8 hunde for, og kom afsted. Det gik også fint, frem til det tidspunkt hvor hundene troede de skulle hjem og have mad. De fik trukket skaglerne ind under slæden og så gik det ellers baglæns ned af bakken for fuld pote. Det var lidt spændende da slæder jo faktisk kun kan bremse når de køre fremad; det er åbenbart ikke meningen at man skal køre baglæns. Vi fik dog bremset da en af hundene næsten frivilligt agerede bremseklods; den fik sit ene bagben ind under slæde. Den pev ret meget, men kun i et par sekunder; så logrede den igen med halen og trak ufortrødent frem.

Nå, men hjemme igen kunne vi indlogerer os på vandrehjemmet, så vi var klar til turen næste dag; og det er het brylluppet kommer ind i billedet. Alle gæster skulle køres på slæde ud i fjeldet, hvor cermonien skulle foregå. Borgmesteren forestod vielsen, og så var der bryllupsreception med champagne, tørret fisk, røget rensdyr og kransekage. Så nu har vi også drukket champagne omringet af slædehunde på en fjeldtop. Det var dog ikke en helt udramatisk tur derud. Den slæde vi var med, havde et lidt dovnet hundespan, så jeg måtte skubbe slæde ret meget, og med hunde, der hellere ville hoppe ned i huller end trække, gjorde det ikke lettere. Så mens kusken forsøgte at holde slæden væk fra hullet, trak jeg de formastelige hunde op i skaglerne…

Turen hjem var dog lidt mere rolig. Vi kørte hjem med et ret stort span, der virkelig kunne trække! Også ned af bakken for fuld pote, inklusiv flyvehop over stor sten, men ellers ret udramatisk. Men efter et par ture og efter at have prøvet at tumle de der grønlandske slædehunde, får man faktisk forståelsen af at de virkelig er nærmere beslægtet med den vilde ulv, end nogen anden hund. Der er så mange kræfter i de hunde, og de er så hårdføre, at det næsten ikke er til at forstå; både fysisk og psykisk. Den behandling de får, ville få de fleste familiehunde til at bryde grædende sammen; men ikke slædehunde. De kan virkelige tåle det barske klima, og det ekstemt hårde arbejde de bliver sat på. Særligt på den sidste tur fik vi fornemmelsen af, at de hunde kan trække solen ned. Uden problemer trækker de slæde med fire voksne mennesker op af stejle bakker; ingen brok, ingen tøven bare træk!

Vi nåede også lige en middag med Mettes kollega fra Sisimiut sygehus inde vi skulle hjem med flyveren. Og så fik vi da også lige set os lidt omkring i byen. Sisimiut er en helt anden by en Nuuk; hvor Nuuk ligger på spidsen af en halvø, bag de to Malene-fjelde, er landskabet omkring Sisimiut helt anderledes åbent og tilgængeligt. Byen er heller ikke så “pæn” som Nuuk, der er slædehunde over alt i byen, snescooterne ræser rundt over alt, og der er underlige butikker, der sælger ski og banjoer. I det hele taget er der mere en stemning af Klondyke og nybygger.

Og billeder skal I da ikke snydes for: