Juullimi pilluarit!

Kæreste familie og venner! Rigtig glædelig jul til jer allesammen -jeg håber I har haft nogle hyggeligt juledage:-)

2. juledag er over os og vi har haft en dejlig jul i det lille røde træhus i Nuuk. Benjamins mor er på besøg, har bagt pebernødder til os og taget tax-free rødvin med -så er basis lagt for en god jul…

Dog var det lige ved at blive en ren jule-tristesse, eftersom det d. 23. december pludseligt var umuligt at opdrive et juletræ her i Nuuk! Dagen før havde vi set juletræer flere forskellige steder, men de var ikke længere i syne. Så tænkte vi, at vi bare måtte køre til en anden by efter juletræ eller ud i skoven og fælde et….men, det fungerer jo ikke rigtigt når man bor i Nuuk og man ikke kan køre andre steder hen! Så d. 23 . december dulmede jeg mine sorger over første jul nogensinde uden juletræ i et par gin og tonics, mens Benjamins mor viste mig billeder fra juletræsfældning i DK for at hjælpe mig med at bearbejde min sorg…. Vi begyndte også at se på stueplanterne med helt andre øjne -kunne de mon bære en stjerne i toppen og stearinlys på bladene?

24. december startede dagen med en frisk gåtur til Sana, hvor traditionen er morgenmad på afdelingen med personale og familie, og herefter ud på terrassen og se julemanden lande i sin røde helikopter! Vi nåede en kop kaffe med mine kollegaer, og jeg beklagede min nød over det manglende juletræ -mens jeg kiggede langt efter de små plastikjuletræer der stod rundt omkring på afdelingen….

Det var en fin oplevelse af se alle voksne og børn stimle sammen og vente på julemanden -og så snart han trådte ud af helikopteren blev han overfaldet af mængden! Efter den imponerende landing, skulle julemanden, traditionen tro, rundt på alle afdelinger på Sana og uddele julegaver til patienterne.

Vi gik til julegudstjeneste i Vor Frelsers kirke i kolonihavnen (en lille rød trækirke juleaften i sneklædt landskab-så bliver det vist  ikke mere idyllisk!) ved tre-tiden. Det var en rigtig fin gudstjeneste med et kirkekor i nationaldragter og grønlandske julesalmer, som vi faktisk kunne synge med på. Efter gudstjenesten rykkede koret udenfor og sang videre mens folk stod ved kirken og ønskede glædelig jul.

Julemiddagen stod på rensdyrsteg og der var ikke et øje tørt da vi senere tændte de 3 stearinlys på vores lille juletræ (Ja, hov -hvor mon det kom fra…?) og nød lysets skær på gran og gaver… Vi blev alle vældigt begavede og jeg har nu strikkeopskrifter og garn til mange vinteraftener!

25. december var det en smuk og klar og kold dag, så vi tog ud i fjeldet og viste Benjamins mor Cirkussøen. Det var en skøn dag med lav sol, sne, sne og sne, iskodser inde ved land og en fantastisk udsigt. Og resten af dagen blev tilbragt med frokost, gode film og lidt strikning:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.