Minedrift: What not to do kapitel 1

I forlængelse af det fremragende og yderst oplysende indlæg omkring Grønland og olien, følger her første kapitel i en serie på fire, om hidtidige erfaringer i Grønland med udvinding af mineraler. Da disse kapitler beskæftiger sig med politik og miljø, må der derfor udstedes samme advarsel i forhold til indhold som udstedt i forbindelse med indlægget om Grønlands olieeventyr. Med denne advarsel om forestående udvidelse af din formodentlig indskrænkede horisont kan vi nu begynde første kapitel.

Før vi for alvor kan kaste os over et nærmere studie af de enkelte miner i Grønland, er det nødvendigt at bruge noget tid på, at forklare nogle begreber og teknikker i forbindelse med driften af en mine. Hvis ikke disse grundlæggende begreber er på plads og forstået, vil det være umådelig svært, at sætte konkrete de konkrete eksempler ind i rette sammenhæng. Så i dette kapitel vil jeg udgyde noget min uendeligt store viden om netop dette felt.

Når det overvejes at åbne en mine, er det naturligvis afgørende, at der med rimelighed kan forventes en fornuftig mængde af det eller de mineraler, der skal udvindes. Hvor meget en fornuftig mængde er, afhænger af det mineral man ønsker at udvinde. Begrebet for dette er “lødighed”. Altså hvor stor en lødighed har en given forekomst? Lødigheden måles afhængig af mineraltype. For mineraler af høj værdi måles det i ppm, eller parts pr. million. Mens det for mineraler af lav værdi måles i procent. Der findes ikke nogen fast målestok for hvornår en lødighed er kommerciel rentabel, da mange andre faktorer spiller ind, som infrastruktur, tilgængelighed, størrelse osv. osv. Men der er dog nogle tommelfingerregler for en minimumslødighed på forskellige mineraler. Guld regnes for interessant ved 6-10 ppm. Det betyder at der er 6-10 gram guld pr. tons malm. Platin er interessant allerede ved 2 ppm. Ædelsten måles i karat. 1 karat er 0,2 gram. For rubiner er en lødighed fra ca. 1 karat pr. ton interessant. Og skal vi til det helt vilde, nemlig diamanter, så kan en lødighed helt ned på 0,1 karat være interessant! Altså 0,02 gram diamant pr. ton malm! I den anden ende af skalaen finder vi mineraler som bly og zink. Her skal lødigheden op omkring 4-6%, altså 40-60 kilo pr. ton. For jern skal lødigheden faktisk helt op på 30-40% eller 3-400 kilo pr. ton udvundet malm. Så altså lødighed er udtryk for hvor meget mineral det kan forventes at være pr. ton udvundet malm.

Som den anden meget væsentlige faktor i forbindelse med vurdering af rentabiliteten, er forekomstens størrelse. Det betyder en vurdering af hvor meget malm, der er i forekomsten. Hvis der er fundet en guldforekomst med en lødighed på 30 ppm, som er meget høj, er det jo ikke nødvendigvis meget værd, hvis der kun kan udvindes 10 ton malm. Det vil jo kun give 300 gram guld. Hvor en forekomst med en lødighed på 10 ppm, og 100.000 ton malm, er anderledes interessant. Her ville gevinsten jo være 1.000.000 gram guld, eller et ton guld. Så de to vigtigste tal for en forhåndsvurdering af en forekomst er altså kombinationen af lødigheden og malmmængden. Efterforskning efter mineraler går altså i meget grove træk ud på at finde disse to tal.

Når efterforskningen har sandsynliggjort en bestemt lødighed og en bestemt mængde malm, og det er besluttet at udvinde malmen, skal der jo sættes en mine op. Udvindingen kan så ske, enten som vi kender det fra de engelske kulminer, som dybe mørke og fugtige gange langt langt nede under jorden, eller som åbne brud, hvor der bare graves et stort hul i jorden. Valg af metode afhænger naturligvis af malmtype, udbredelsen, geografien i området osv osv. Men når minen så er i gang, skal malmen gøres tilgængelig. Det betyder, at al uinteressant bjergmasse skal fjernes. Måske er der oven på en guldåre, et klippelag uden guld, der skal fjernes, for at guldmalmen kan udvindes. Dette giver så waste rock, eller på dansk: gråbjerg. Altså malm med så lav lødighed, at en oparbejdning ikke kan betale sig.

Ved siden af waste rock skaber minedrift endnu et affaldsprodukt. Det kaldes “tailings”. Tailings er resterne af malmen efter udvindingen er færdig. Altså når blymalmen er udvundet af forekomsten skal blyet udvindes af den koncentrerede malm, og det er resten af malmen, der så bliver til tailings. Udvindingen fra koncentratet kan ske på mange forskellige måder, afhængig af malmtypen. Ved guldudvinding anvendes typisk forskellige kemikalier. Eksempelvis binder guld meget let til kviksølv, hvorfor der kan udvindes guld fra rå klippe ved at overhælde klippen med syre, så den opløses, og så blande kviksløv i syren. På den måde frigives guldet, og bindes til kviksølvet, der hurtigt synker tilbunds. Så hældes syren fra, og kviksølvet opvarmes, hvor det fordamper og tilbage er guldet! Tailings i dette tilfælde er så den syreholdige væske med den opløste klipperest. Store områder i Afrika har ekstremt højt indhold af kviksølv i drikkevandet som konsekvens af denne udvindingsmetode, da kviksølv fortættes i kontakt med det køligere vand. Tailings kan dog også blot være rå sten. Visse malmtyper kan udvindes med optisk sortering. Det betyder at en hel masse underbetalte mennesker står og håndsortere de knuste sten baseret på farve. Kryolit er helt hvid, hvor værtsbjergarten er mørk, så knuses malmen tilstrækkeligt fint, kan de hvide sten blot sorteres fra. Her er tailings så blot de frasorterede sten.

Men hvorfor skulle du dog igennem denne tilsyneladende uendelige forklaring på begreber i forbindelse med mineraludvinding, kan du spørge? Jo, hvis ikke disse begreber er på plads, kan det være vanskeligt at forstå omfanget af affald, der skabes i forbindelse med selv mindre miner. Og uden denne forståelse kan det være vanskeligt at forstå omfanget af konsekvenserne ved minedrift. Så et lille hurtigt regnestykke: En guldforekomst med en lødighed på 10 ppm og en mængde på 100.000 tons giver hvor meget affald? Du har næsten helt sikkert regnet forkert; svaret er ikke 99.999 ton. Se det rigtige svar nederst.

Og nu vil jeg afslutte dette kapitel med introduktion af endnu et, men meget afgørende, begreb; oxidering! Oxidering er betegnelsen for den kemiske reaktion, der sker når et stof kommer i forbindelse med ilt. Et stofs karakter, og det får nye egenskaber. Synlige eksempler på oxidering er når jern ruster eller kobber irre. Oxidering betyder egentlig at mineralet afgiver elektroner. Dermed kan et ellers stabilt mineral nu indgå i nye spændende kemiske forbindelser. Og nu bliver det spændende! Det lover jeg! Som udgangspunkt er bly ikke vandopløseligt. Men det er kun indtil det oxidere, for nu kan bly pludselig godt opløses i vand! Og gæt engang hvilken central miljørisiko, der er i forbindelse med udvinding af bly? Ja, helt rigtigt, oxidering og efterfølgende udvaskning i vandløb fra waste rock og tailings.

Dermed er du nået til afslutningen på kapitel ét i en denne utroligt oplysende serie om mineraludvinding. Nok var det gabende kedeligt, men de næste tre kapitler bliver ikke bare spændende; de bliver intet mindre end sindsoprivende! Sarah Lund og hendes team har ikke en chance i spændingskonkurrencen mod de efterfølgende kapitler i denne serie! “Det tror jeg ikke på”, siger du. Jamen så får du lige en lille teaser: I de tre sidste kapitler gennemgår jeg tre rigtig gode eksempler på, hvordan en mine IKKE bør drives, med mindre der er et højt og inderligt ønske om misdannede spasser-børn… Så følg med her på bloggen! Slesvig? Det tror jeg nok vi tør!

(Svar på regnestykket: mindst 99.999 ton tailings, PLUS en ukendt mængde waste rock…)