Minedrift: What not to do kapitel 2

Her begynder kapitel to i den utrolige serie, der er mindst lige så spændingsmættet som en aften i selskab med kogt blomkål!

I dette kapitel to vil jeg fortælle den første af tre historier om minedrift i Grønland og særligt konsekvenserne af disse miner. Som begyndelse vil jeg gerne slå fast, jeg besidder viden på dette felt på niveau med en hvilken som helst åndeligt væsen, der måtte være på spil, eller ikke på spil afhængig af teistisk så vel som ateistisk overbevisning. Hertil regnes også agnostikeren. Så altså, min viden er uendelig og aldeles ufejlbarlig. En hvilken som helst “fejl” i det følgende skyldes derfor udelukkende mit ønske om afprøvning af min læsers egen opmærksomhed og viden på området.

I løbet af 1800-tallet begyndte aluminiums fremragende egenskaber for alvor at gå op for industrien; et let, stærkt og fleksibelt metal, der kan modstå enorme påvirkninger og som ikke ruster! Det er jo genialt! Som skabt til at blive brugt til alt mellem himmel og jord! Og så smelter det oven i købet allerede ved 659 grader, eller halv så varmt som ståls smeltepunkt! Men hvordan får vi nu fat i aluminium, som faktisk er det tredje mest almindelige metal i jordskorpen? Jo vi udvinder mineralet bauxit, og derfra kan vi oparbejde aluminiumsoxid via den såkaldte Bayre-proces. Men for at få omdannet aluminiumsoxiden til ren aluminium, skal oxiden gennem en elektrolyseproces, således at de afgivne elektroner ved oxideringsprocessen atter bindes til aluminiumet. Det sker ved at hælde aluminiumsoxiden ned i flydende kryolit ved ca. 1000 grader. Her sættes der strøm til, og vupti! Aluminiumet binder de manglende elektroner og samles i bunden, da det er tungere en kryolit.

Men hvad fanden har det med Grønland at skaffe!?! Der har jo aldrig været udvinding af bauxit! Næ… Måske nok. MEN fra midten af 1800-tallet og helt op til 1987, var der udvinding af kryolit på Grønland. Det altafgørende mineral for fremstilling af ren aluminium. Faktisk var kryolitminen så vigtig under anden verdenskrig, at amerikanerne havde ret omfattende planer for forsvaret af minen, da deres flyproduktion var ganske afhængig af denne mine. Så faktisk skyldes det ene og alene Grønland, at vi fik bugt med ham der med den lille larve på overlæben og underlige ticks i højre arm og hans slæng af skumle kumpaner.

“Men hvordan i alverden relaterer alt dette dog til al den umådelige viden, jeg fik opbygget i kapitel ét?” Jo ser du, som det blev gjort klart for dig i utvetydige vendinger, vil der ved mineraludvinding være ganske betydelige mængder affald i form af waste rock og tailings. Det gør sig naturligvis også gældende ved kryolit-minen. Kryolit er et helt hvidt mineral, der kan optisk sorteres fra den knuste malm. Så tailings og waste rock er “bare” en bunke almindelige sten, der er blevet brugt til at stabilisere havneanlægget ved minen. “Hvad er så problemet?” kunne du med rette spørge. Se, problemet er oxidering! Alle sten indeholder mineraler af forskellig slags. Og som vi lærte i kapitel et, sker der oxidering når et stof kommer i forbindelse med ilten i den atmosfæriske luft. Derfor, jo mere en klippe knuses, jo større overflade kommer i kontakt med luften, og jo større oxidering sker der, af de mineraler, klippen indeholder. “Og hvad så?”, spørger du uvidende. I dette tilfælde var der lige den lille detalje, at der i den omgivende klippe, var et højt indhold af zink og bly. “Men hvis indholdet var højt, hvorfor så ikke også udvinde det?”. Her må jeg så henvise til den på forhånd oparbejdede viden om lødighed og mængde. For bly skal lødigheden op omkring 4-6% før det kan betale sig. Så er den 1-2%, er det ikke interessant. Så det er vel ikke så underligt, at waste rock og tailings bare blev kasseret.

Desværre for nutiden, vidste fortiden ikke så meget om oxidering, tungmetaller og stoffers nedbrydelighed. Og endnu mere desværre for nutiden, så tilgiver naturen ikke fortidens uvidenhed. Uden tøven kommer konsekvenserne af handling, ikke nogen forhandling eller aftaleindgåelse; nej benhård og kontant afregning. Med kryolitminen ingen undtagelse. Her i form af et meget velkendt fænomen, særligt blandt folk, der på den ene eller anden måde beskæftiger sig med maritime forhold, nemlig tidevandet. To gange i døgnet er det hhv. højvande og lavvande. Det betyder, at to gange i døgnet løber der havvand ind over waste rock og tailings fra kyolitbruddet. To gange i døgnet udvaskes den oxiderede bly til det omgivende havvand. Med andre ord udvaskes der 1-3 kilo bly i døgnet til havet. Det kommer til at stå på i hvert fald de næste 100-150 år.

Uforurenet havvand har et blyindhold på 0,1-0,01 ppm. I havområdet 8 kilometer ud fra kysten måles der blyværdier på 200-5000 ppm! Og hvorfor er bly et problem? Som andre tungmetaller, har bly nogle egenskaber, der gør, at det kan indgå i forskellige biokemiske forbindelser, hvor andre og gavnlige stoffer burde have været. Så en biologisk organisme vil påvirkes ganske betydeligt gennem høj blykoncentration i føden, eller omgivelserne. Bly optages direkte gennem menneskehud, og nedsætter organismens optag af næringsstoffer, giver fosterskader, nyreskader, vævsskader, afmagring, skader på nervesystemet og mental retardering ved en forgiftning. En blyforgiftning hos et menneske regnes fra et blyindhold i blodet på ca. 0,1 ppm eller 1 milligram bly pr. liter blod. Noget romerne i Rom måtte erfare på den hårde måde, som direkte konsekvens af, at de valgte at lave deres vandrør af bly. De er skøre, de romere…

Ud af dette kan vi drage tre væsentlige konklusioner:

1. Lad nu være med at smide affald i naturen; uanset hvor “naturligt” affaldet kan forekomme at være!
2. Du skal ikke slikke på den der blyklump, bare fordi den ser sød og tilforladelig ud!
3. Højt indhold af horoskoper i folks liv er tegn på højt blyindhold! (Dette står jo lysende klart al den stund, at folk der tror på horoskoper udviser et væsentligt symptom på blyforgiftning, nemlig mental retardering)