Minedrift: What not to do kapitel 3

I dette kapitel af den utroligt spændende historie om Grønlands erfaringer med minedrift vil jeg udfolde historien om en lille bly- og zinkmine. Måske tænker du straks, at det lyder ganske enkelt for kedeligt, til at jeg vil bruge min tid på den slags trivialiteter. Måske tænker du, at din åndelige kapacitet ikke er i stand til at rumme den komplekse viden, der må følge. Men frygt ej! Med mine utrolige evner som formidler, vil jeg trække dette ellers så svære stof ned på et niveau, hvor også DU kan være med.

Så lad os komme igang med historien om bly- og zinkminen, der var i drift fra 1956 til 1963 ved Mester Vig i Østgrønland. Som jeg ganske svagt fik antydet i kapitel 2, er bly ikke helt uproblematisk, særligt når vi taler minedrift. Problemet er igen oxidering. Altså den kemiske proces, der omdanner bly til en form, hvor det kan opløses i vand, gennem kontakt med ilten i den atmosfæriske luft. I tilfældet Mester Vig blymine skete malmbrydningen på ganske primitiv vis; man sprængte noget klippe i luften, og hældte stenene ned i en stor stenknuser, der malede malmen til mindre sten og sorterede så meget af klippen væk som muligt, så der var et blykoncentrat tilbage. Koncentratet blev læsset op en lastbil og kørt ned til kysten, hvor det blev læsset på en pram, der sejlede det ud til fragtskibet der sejlede malmen til videre forarbejdning. Det lyder jo umiddelbart som en meget udmærket lille proces…

Der var bare lige nogle smådetaljer, der ikke lige var helt styr på. For det første blev det valgt at smide al waste rock på jorden ved siden af minen, og her blev al tailings også deponeret. Med andre ord blev al den malm, hvor lødigheden var for lav, bare smidt på jorden, sammen med resterne fra knusningsanlægget. Og der er var jo altså ikke tale om, at al bly var fjernet, kun en god del. Så både waste rock og tailings havde stadig et betydeligt indhold af bly. Og nu melder der sig et ganske interessant spørgsmål: Jamen hvordan kan det være et problem? Der var jo masser af bly i forvejen, som jo nu faktisk er fjernet, så der må jo være mindre blyforurening nu. Ja, se hvis du ikke har nogen som helst viden om overfladestørrelser, kunne det måske give mening! Men, det er jo nu engang sådan, at jo finere en sten knuses jo større bliver dens overfalde. Skæres en terning med 6 sider á 1 kvadrat cm midt over øges den samlede overfalde fra 6 til 8, da der nu blotlægges to nye sider, én på hver af de to halvdele. Så altså jo mere en sten deles jo større bliver dens overflade. Og hvorfor er det nu et problem? Jo, tænk på hvad du lærte i kapitel 1 om oxidering. Nemlig, at et materiale oxidere når det kommer i kontakt med ilt. Altså, jo større overfalde et emne har, jo større er kontakten til ilt; derfor oxideres der meget mere bly når en sten er knust, end hvis den var hel. Når vi så taler millioner tons, begynder det jo at ligne noget. Så altså tailings og waste rock efterladt på jorden, giver et enormt oxideringspotentiale; særligt hvis smeltevandet fra sneen hvert år løber igennem, og sikrer en jævnlig udvaskning til det omgivende miljø.

Kombinerer vi talings og waste rock med uforsigtighed i stil med at indtage 1,5 liter gin, tre baner kokain, fem orangutangunger og en bøf fra SuperBæst og herefter tage en busfuld børnehavebørn på udflugt i Helmand, under selve produktionen, har vi en rigtig spændende situation. Vi ved ikke helt hvorfor, men de lastbilchauffører, der kørte blykoncentratet afsted bekymrede sig måske ikke så meget om sikkerhed. I al fald må de have tabt adskillige læs koncentrat på vejen. Samtidig var det med støv ikke rigtig noget, der blev taget alvorligt. For det siger jo sig selv, at knuses tonsvis af sten, må der komme en del støv, herunder blyholdigt støv, der med vinden kan spredes ret vidt omkring. Og vi kan så ydermere konstatere, at prammene må have tabt adskillige læs i fjorden på vej mod fragtskibet. Visse steder måles der blyværdier i jorden på 44%(!), så stakkels det rensdyr, der kommer til at drikke lidt vand fra det område; det bliver en lang og pinefuld død. Heldigvis kan dyrene hverken lugte eller smage det, og opdager det derfor ikke før det er for sent. Vi har jo faktisk nærmest et masseødelæggelsesvåben i form af en mine. Ganske vist har våbnet den klare ulempe i forhold til interkontinentale ballistiske missiler med atomsprænghoved-kapacitet, at en blymine ikke er så mobil,og derfor ikke nødvendigvis har samme afskrækkende effekt på en nordkoreansk verdensmester i længdespring, højdespring og alle løbedistancer, der i hvert fald ikke er en affældig gammel idiot. Måske er det derfor, at dette masseødelæggelsesvåben blev opgivet allerede efter få års drift. Men der er dog andre ligheder mellem atomvåben og denne blymine; en er blandt andet den langsigtede effekt. Vi har nemlig glæde af denne forureningsklide de næste mange mange år, helt på linje med den fornøjelse russerne har og vil have langt frem i tiden af Tjernobyl. Blyudvaskningen vil fortsætte langt ud over de næste 100-150 år.

På denne baggrund kan vi så drage tre væsentlige konklusioner:

1. Kombinationen af spritstive lastbilchauffører og blymalm er noget lort!
2. Tjek nu lige om det du bare smider på jorden også er helt ufarligt!
3. Grønland vil ikke i den nærmeste fremtid indgå som en væsentlig spiller på den internationale scene for store militærmagter, da landet hidtil, noget utraditionelt, har valgt at basere sin masseødelæggelsesvåbenteknologi på blyminer, der har vist sig ganske vanskelige at affyre mod fjendtlige mål. Og dermed kun udgør en begrænset trussel for slyngelstater som Nordkorea, Israel og Pia Kjærsgaard.