Ohøj skipper

Nogen gange er mit job sgu lidt underligt. Som nu i søndags hvor jeg, sammen med et par kolleger blev udsendt i tjenesteligt ærinde. Som det måske er enkelte bekendt, så fylder den danske flåde 500 år. Så i forbindelse med dette, samt en større øvelse med deltagelse af USA og Canada, var der besøg af Vædderen (som var vært for Galathea 3, og er adopteret af Nuuk), USS Porter og HMCS Montreal i Nuuk, og så holdt de lige en lille reception på Vædderen. Og det er her min udsendelse kommer ind i billedet. Så søndag eftermiddag blev tilbragt under dæk på Vædderen med en øl og lidt pindemadder, sammen med en del pinger fra Nuuk (i og for sig lidt selvmodsigende med pinger og Nuuk i samme sætning), og så en frygtelig masse omvandrende sildesalat i deres stiveste puds. Desværre har jeg ingen billeder, da der faktisk ikke rigtig var noget at tage billeder af. Ingen rundvisning på skuden, ingen sjove kanoner eller andet underholdende isenkram, bare et rum med noget ankerkæde-halløj og folk i uniform. Men sådan kan det altså ogsåvære at gå på arbejde, og fejre flådens 500 år på søen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.