Vi havde en dejlig og tiltrængt påskeferie i Danmark. Det var skønt at blive tanket op med sol, varme, træer (!), forårsblomster og familie! Jeg havde været dernede blot 3 uger før, og det var skønt at se venner og familie igen uden at der var gået 6 mdr. siden sidst:-) Det var så til gengæld lidt svært at komme hjem igen og vide at der nu går et godt stykke tid før vi ses – så jeg måtte lige igennem en lille post-påske / post-ferie deprimerende weekend…
Siden vi kom hjem har vi nydt at arbejdet med at pakke ud og sætte på plads er over, og vi er ved at føle os rigtigt godt hjemme. Vi har haft mange dage med sol og blå himmel og nogle dage så varmt og vindstille at jeg har kunne sidde på altanen. Pakket godt og grundigt ind i fleece har jeg læst bog og fået lidt sol i ansigtet. Dog har min grænse for hvornår det er altan-vejr rykket sig noget – igår sad jeg derude i en temperatur på hele 1 plus grad! Jubii – så er det med at komme ud! De sidste dage har vejret dog ikke rigtigt kunne bestemme sig, vi har både haft sol, slud, regn og sne… Den lyse tid er dog for alvor ved at komme over os, solen går nu ned kl 22:30 og vi begynder at være alt for længe oppe om aftenen.
På den kreative front er jeg endelig blevet færdig med et sjal af moskusuld til mig selv og jeg er meget stolt af det færdige resultat:-)
Og så har Nuuk haft fint besøg af Mrs. Clinton, godt nok kun i 24 timer, men alligevel:-) Det er hyggeligt som man kan være på vej hjem fra gåtur og pludselig kommer Mrs. Clinton gående flankeret af bodyguards. Så Nuuk er stedet hvis man gerne vil se de kendte…