Det er jo ingen hemmelighed, at jeg synes at december måned er den allerbedste måned! Og her i Nuuk er december slet ikke så værst…
Der er ikke kommet mere meget sne, men det ligger der stadigvæk og sørger for en eksemplarisk hvid december. Grønland har en særlig juletradition i form af orange stjerner med lys i, der bliver hængt op i alle vinduer. Og jeg mener alle vinduer: På Sana startede man med at hænge stjernerne op allerede midt i november måned for at kunne nå alle vinduer!
Stjernerne tændes 1. søndag i advent. Næsten alle private hjem, alle offentlige bygninger og kontorer har den traditionelle julestjerne hængende. Da jeg først hørte om denne tradition, syntes jeg at det lød lidt for… orange:-) Men jeg har fuldstændigt overgivet mig til alle de orange stjerne der lyser byen op og kaster orange lys ud på sneen -det er rigtigt hyggeligt! Selv politiet og kommunen har julestjerner i alle vinduer…
De sidste 2 uger har jeg skrevet eksamensopgave med min gruppe til klinisk vejlederuddannelse – vi er endelig færdige og opgaven afleveres imorgen. Det har været et rigtigt spændende uddannelsesforløb og jeg har fået en masse ud af det, både fagligt og socialt. Det bliver helt underligt at vende tilbage til arbejde igen. Vi har arbejdet med opgaven på Center for Sundhedsuddannelser, hvor Institut for sundhed og sygepleje er placeret (Heroppe er sygeplejeuddannelsen en professionsrettet Bachelor under Universitetet). Her har jeg lært en anden grønlandsk juletradition at kende: Hver morgen er der fælles morgensang i form af en enkelt julesalme -en hyggelig måde at starte dagen på:-)
1. december fejrede jeg sammen med en veninde heroppe: Vi bagte vanillekranse, så julekalender på KNR (den eneste og grønlandske tv-kanal vi har – den viser “Pagten” af julekalenderne og “Jul i Gammelby” …med grønlandsk tale!), flettede julestjerner og drak gløg! En dejlig 1. december som jo også bød på en fantastisk overraskelse fra familien i form af en julekalender pr. post! Det er en helt utrolig familie jeg har!
Her er lidt billeder fra novembers middag hos min afd. sygeplejerske, der serverede grønlandske specialiteter for os. Vi fik fiskesuppe, rensdyrkølle og noget fantastisk sælkød. Vi fik også “mattak” -rå hvalhud, tørret torsk, hellefisk, ammasetter (små fisk), hvalkød og rensdyr.
Og så er der selvfølgelig billeder af mig iklædt sæl og af de omtalte orange julestjerner…
Tak for stemningsfyldt beretning om december i Nuuk. Og for flotte billeder. Kønnet fornægter sig jo ikke, når man ser på, hvad I to hver især har fokus på! Men det er godt med forskellige vinkler.
kære Mette. Tak for de dejlige billeder! Hvor skønt at se at din familie tænker kærligt på dig. Jeg ved jo hvor meget Benjamin ææælsker julen, så det er godt at du holder ved!! Hils ham nu alligevel. Vi savner jer – det hjælper lidt at se jer på billederne…. Mange hilsner Karl, Katharina og Hanne