I nat grønlandsk tid blev årets dans sat i gang. Greenpeace har bordet boreriggen Leiv Erikson og hængt en kapsel op under den. Jeg ved ikke ret meget mere end det, og selvom jeg gjorde måtte jeg jo naturligvis ikke sige noget om hvad der foregår der ude.
Dog er der en lille ting jeg gerne må, og vil sige: Greenpeace har fremført en påstand om at vi har tilladt udledningen af olie direkte i havet i forbindelse med boreaktiviteterne. Det er naturligvis ikke sandt, selvfølgelig vil vi ikke tillade udledningen af olie. Kravet til vandudledning er et olieindhold på max. 15 ppm (15 dele olie pr. 1 million del vand eller 15 gram pr. ton), eller så lavt, at havde der ikke været salt i, kunne det klassificeres som drikkevand til flasker. Desuden tillader vi kun brugen af vandbaseret boremudder, hvor det i Norge er tilladt at benytte oliebaseret boremudder.
Dernæst har Greenpeace påstået at vi har tilladt udledningen af giftige kemikalier. Dette er naturligvis heller ikke sandt. Det er korrekt, at vi har tilladt brugen af Ultrahib, der er et såkaldt rød-liste kemikalie. Men det er ikke giftigt. Et kemikalie kommer på den røde liste for én af tre grunde: Det er giftigt (Det er ultrahib ikke), det akkumulerer i fødekæden (Det gør ultrahib ikke) og endelig, det er langsomt nedbrydeligt (Efter 2 måneder er ca. 20% ultrahib nedbrudt). Og det er efter det sidste kriterie Ultrahib er blevet rødlistet. Det er at sammenligne med en granitblok. Hvis den var et kemikalie ville den også være rødlistet på grund af den langsomme nedbrydelighed, men det gør den altså ikke giftig.
Jeg har ellers læst at alt er giftigt – det er kun afhængigt af mængden.
For mange år siden var der et ramaskrig i en Nordjysk avis, da det havde opdaget at et lokalt firma udledte store mængder – tusindvis af liter – af et stof der i ganske små mængder – få milliliter – være dødeligt hvis man fik det i lungerne! Det blev simpelthen udledt direkte til det lokale å-system! Stoffet hed Dihydrogen monooxid.
Den kvikke læser vil vide at det også er kendt under navnet H2O – det havde jurnalisten ikke lige fanget 🙂
Nu er spørgsmålet så hvor store mængder granit der skal til for at man kan dø af det?
Jeg kan faktisk godt huske historien med dihydro monooxid, og journalisten der ikke lige havde siddet på forreste række i kemitimen. Og et ganske godt eksempel på hvorfor man måske sommetider er nødt til faktisk at vide lidt om tingene for at forstå dem helt. For det lyder jo som om din arm falder af, og din førstefødte afgår ved døden inden for en time hvis du så meget som lugter til et kemikalie, der er rødlistet, hvis du ikke ved andet end at det er rødlistet.
Men ja ja… Der er budskaber som det er svært at formidle på en enkel og letforståelig måde, fordi de ikke er enkle og letforståelige.