Vi har nu boet i vores nye lejlighed, i vores nye kvarter i 3 uger – og vi er blevet rigtig glade for det! Vores lejlighed er stor og godt indrettet og vi har udsigt til både Store og Lille Malene (Nuuks to “Malene” fjelde) og det store fjeld Sermitsiaq, Nuuks varetegn. Vi har været så heldige at få en altan fra køkkenet, med aftensol – og vi har fået endnu mere gratis motion til og fra arbejde: Den store Nussuaq- trappe er en dejlig smutvej og meget god for ben og baller….! Jeg er med på Diabetesforeningens “Gå Grønland rundt” konkurrence, hvor man i hold på sin arbejdsplads skal gå med skridttæller de næste tre måneder og se hvem der går mest – en kærkommen lejlighed til at udforske vores nye kvarter og gåture i området 🙂
Vi har været heldige at komme afsted på en del ture den sidste måned. Vi var med personaleforeningen til Buksefjorden, der ligger syd for Nuuk. Inde i fjorden ligger Buksefjordsværket, et stort vandkraftværk som leverer alt Nuuks strøm og vi fik en fin rundvisningen inde i værkets tunneler. Det var en rigtig smukt og solrig dag og der var utroligt frodigt: der var høje buske og pil, en rigtig flot dag! Vi kom også ind til Isfjorden med nogle af mine kollegaer, en fantastisk flot tur i en meget hurtigt båd! Lige den dag kunne vi komme meget tæt på isbræen og skipperen satte os i land et sted hvor vi kunne gå over og komme endnu tættere på isbræen. Så vi nød vores søndagsfrokost i fjeldet med udsigt til en imponerende isbræ, som kælvede flere gange mens vi var der! Det var en vildt imponerende oplevelse , både at se isen give sig og brække af og høre det knirke og brage…
I Pinsen havde vi helt fantastisk vejr heroppe – vi toppede med 18 grader! Vi pakkede telt og soveposer og gik nogle timer ud bagved Lille Malene, hvor vi lå og læste i solen og nød fridagen og det gode vejr! I fredags synes vi nu også at det var dejligt solskinsvejr og nød en burger og en fredagsøl udenfor, dog frøs vi lidt på fingrene til sidst…. og da vi kom hjem så vi vejrudsigten: vi havde siddet ude i 6 grader! Det er pudsigt som der ikke skal mere sol og varme til før man synes at “nu er det sommer og varmt”!
Jeg ser frem til en uges kursus i “Pleje og behandling af akut apopleksi”, der starter i morgen, det bliver dejligt at få opdateret og opfrisket den faglige viden. Ellers så synes jeg at tiden går meget hurtigt, der er snart kun tre uger til at vi drager mod DK på sommerferie – og meget der skal færdiggøre på arbejde inden da! Men hold op, hvor jeg glæder mig til at se alle jer familie og venner igen – JUBIII!
JUBI – Vi glæder os også!