Vi er nu hjemme igen efter vores sidste vandreferie i denne omgang. Vi tog postbåden ind i bunden af fjorden til en lille bygd, Kapisillit, hvorfra vi vandrede sydover. Den første dag var lykken med os og vi havde det smukkeste efterårsvejr med blå himmel og høj sol. Der var masser af sortebær og blåbær og fordi klimaet derinde generelt er mildere end her ude ved kysten var der en helt anderledes høj bevoksning derinde. Så vi blev nærmest helt imponeret over at se buske -ja, buske -fantastisk! Omgivet af høje, smukke fjelde gik vi langs elve og søer, hvori der efter sigende skulle springe laks, og fik virkelig fornemmelsen af efterår i fuldt flor.
Vejret ændrede sig dog lidt allerede den anden dag og vi fandt ud af at vores telt, soveposer og andet udstyr klarede både regn, frost og sne i fin stil! Heldigvis faldt langt det meste nedbør om natten, men det var lidt underligt at vågne op i sovepose og opdage at teltet var helt dækket af isslag og frost! Den køligste nat vi havde stod temperaturen på 3 grader inde i teltet da vi vågnede… Vi havde god glæde af den medbragte chokolade og whisky -single malt, naturligvis:-) Der faldt sne på fjeldtoppene derinde mens vi var der -heldigvis lå vi hele tiden under snegrænsen, vi fik højest lidt frost på de små søer og på jorden. Men det forhindrede os ikke i at få en rigtig dejlig ferie hvor vi ikke så et eneste menneske i 8 dage, og hvor vi nød den imponerende udsigt og flere gange proklamerede at dette måtte være den smukkeste lejrplads! Rensdyrjagten er i fuld gang, så rensdyrene gemte sig forståeligt nok langt inde i terrænet, men vi så dog alligevel 3 flokke. Vi så rigtig mange havørne -de er ret store tæt på- og en enkelt lille hvid snehare. Et par dage før vi skulle hjem, gik vi ud til isfjorden, hvorfra alle isskodserne heromkring Nuuk kommer. Det var et helt utroligt smukt syn -fjorden var helt fyldt med isskodser i flere forskellige hvide og blå farver – det forekom uendeligt! Vores sidste dag varmede os med høj blå himmel og sol og vi nød at sidde i læ og kunne tage lidt af alt overtøjet af. En kølig, men rigtig dejlig ferie!
Ellers har vi de sidste uger før ferie været så heldige at se hvaler fra terrassen og køkkenvinduet -og mange hvaler! Det har været helt fantastisk at sidde på terrassen og spise aftensmad og høre blåsten fra en pukkelhval, se den komme på med halen og to gange har vi endda set dem springe næsten helt op af vandet! Det ser ret vildt ud! Flere gange har jeg, på vej til arbejde om morgenen, gået langs vandet og pludselig hørt blåsten -det er altså snyd at skulle skynde sig på arbejde når der ligger to pukkelhvaler og hygger i det stille morgenvand foran én…. Det er en kæmpe oplevelse at få lov at se hvaler på den måde:-)
Jeg har også haft besøg af min kollega fra Riget og hun blev søreme så vild med Nuuk og omgivelserne heroppe at hun starter på medicinsk afd. 1. november -det bliver hyggeligt! Det var rigtigt dejligt at se et kendt ansigt og høre nyt hjemmefra.
På mandag starter arbejdet igen, jeg er dog så heldig at jeg skal på kursus meget af efteråret -et kursus som klinisk vejleder, så jeg kan varetage sygeplejestuderende der er i praktik på afdelingen. Det glæder jeg mig meget til, det er lige det jeg er interesseret i:-) Så fra næste mandag kan jeg se frem til 3 uger udelukkende med kursus (og intet weekend-arbejde) -skønt! Det bliver også rart at lære nogle flere mennesker at kende fra andre afdelinger på Sana.
Her er lidt billeder fra både før ferien og fra selve ferien:-)
Arhjm, altså – det ser jo fantastisk ud… FANTASTISK! Love it. Kommer i morgen. Forlader dette uendelige researchprojekt om det danske fængselsvæsen og køber en enkeltbillet til Nuuk. C ya.
Nej…det er pjat, bare rolig(Banjoman)… Haha – men jo, kunne trænge til en pause fra konstant dårlig samvittighed over ikke at have styr på det åbne fængsler, straf og resocialisering. Bum bum. Det går nok. Fx skal Mikkel fra gruppen interviewe Karina Lorentzen(Retsordfører SF) i morgen – det bliver da meget cool.
Let’s talk soon. Jeg tænker søndag? Lots of Love fra Nynne, der pjækker i aften og spiller Bezzerwizzer i stedet… God beslutning.