Nu har jeg så været i gang med min master ca. 4 uger. Og hvad er der så kommet ud af det? Tjaa… Om ikke andet har jeg fået bekræftet min mistanke om det amerikanske undervisningssystem: Der skal sgu ikke meget til at imponere dem. Og mærkeligt nok så interesserer de sig for hvad jeg syntes. Det er jo unægtelig en noget anden tilgang end hvad mine kære undervisere på RUC gjorde en dyd ud af at banke ind i hovedet på os i de unge studie år, nemlig at “Vi er ligeglade med hvad du tilfældigvis syntes og dette eller hint! Vi er kun interesserede i hvad du kan dokumentere.” Men sådan er det ikke lige her… Faktisk kan man komme afsted med at skrive noget frygtelig sludder uden at skulle dokumentere det i nogen særlig grad.
Til gengæld er de meget meget meget glade for at give karakterer. Jeg har derfor i de første 4 uger modtage ikke mindre end 21, siger og skriver 21 karakterer. Jeg tror ikke jeg fik 21 karakterer i de seks år jeg gik på RUC… Så snart der er sat et komma, skal der gives karakter. Og så er der afleveringer hele tiden, og med hele tiden mener jeg HE-LE TI-DEN! Hver uge har jeg haft 5-6 afleveringer af forskellig art. Og det er klart at det må gå ud over kvaliteten når der hele tiden skal afleveres. Men her er kvantitet åbenbart det samme som kvalitet. Der er jo ingen tid til at undersøge om det man siger nu faktisk også er nogenlunde fornuftigt, når den næste aflevering falder om to dage.
Og bare lige for at prale lidt, af de 21 karakterer er det blevet til 19 A eller A+ og 2 B+… Men nu må vi selvfølgelig se hvordan det går resten af vejen frem mod afslutningen om et par år.