…those who fly, and those who die!
Med denne lidt corny indledning vil jeg hermed stolt proklamere, at jeg i denne weekend skød og dræbte! Og her følger så historien om hvordan jeg gik fra at være blot en uskyldig ung og naiv knøs, til at være en frådende dræbermaskine, der uden nåde tamper alt liv ud af Guds små skabninger, så snart jeg kan se mit snit til det.
Mette og jeg havde fået plads på hvad der blot skulle være en hyggelig tur med det gode skib Kissavik, men som udviklede sig til en sand blodrus. Vi havde sammen med 10 andre fået plads på en weekendtur. En af Mettes kolleger havde lejet båden for weekenden, og vi havde betalt vores 1400 pr. mand, så ombord med os fredag kl. 17.30 og kursen syd over og ind i Ameraliken; den store fjord lige syd for Nuuk. Vi fik plads i banjen med 6 andre. Banjen blev også brugt til fællesstue og spisestue, så efter at vi havde fundet vores køjer, blev maden serveret af skibet kok. Her kunne man tro, at han blot havde valgt at køre den helt klassiske kødsovs med spagetti; men det var tydeligt, at han alligevel mente, at det var for kedeligt, så den måtte lige have et lille særpræg, hans kendemærke så at sige. Så udover de tilsatte cocktailpølser, var der som tilbehør intet mindre end rødbeder… Hvem fanden serverer rødbeder til spagetti og kødsovs!?!
Nå, men vi ankom til vores bestemmelsessted sidst på aftenen og krøb til køjs i spændt forventning om morgendagens eventyr i fjeldet. Og kl. 7.30 vågnede vi stille og roligt til duften af bacon og cocktailpølser… Minsandten om ikke kokken havde lavet bacon og røræg til vores morgenmad, der blev serveret i banjen, så lige ud af køjen og ned til morgenmad. Hurtig spisning og madpakkesmøring og så i land! Først dallerede vi lidt rundt som de små glade tosser vi endnu var; men så med ét så vi dem! Ryperne! I løbet af et splitsekund var hele mit veludviklede og yderst civiliserede over-jeg forsvundet, og kun det rå uforfalskede urmenneskeinstinkt var tilbage. Som den primitive eksistens jeg var reduceret til, havde jeg kun en ting i hovedet: Skaf mad! Lynhurtigt som en ninja fik jeg magasinet i min riffel, taget ladegreb og sneget mig helt og aldeles uset ind på dette enorme monster af en rype. Jeg vidste at det ville blive en kamp på liv og død, og kun én af os ville nyde sejrens sødme. Kun én af os ville kunne fortælle den legendariske historie om Benjamin og Rypen. Hvem ville blive afgjort nu; endelig var min tid kommet til at vise hele verden hvilken ægte vildmarksmand, der gemmer sig under den glatpolerede overflade. Jeg tog sigte, åndede langsomt ud, holdt vejret ganske let og trykkede af! Den lille klump af bly og kobber fløj gennem luften og slog ned i rypen; død på stedet. Som David besejrede Goliath, lå kæmpefuglen, der vejer i hvert fald 500 gram død.
Men netop som vi troede at kampen for overlevelse og mad på bordet var slut, lettede resten af rypeflokken og slog sig ned 100 meter væk; og nu øjnede jeg chancen for ikke bare at overleve til i morgen, men faktisk blive mæt! Igen sneg jeg mig afsted som en ninja. Og under kyndig vejledning fra Mette, Iben og Maja Sofie, der stod på toppen af bakken og råbte hvor jeg skulle gå hen, fik jeg ram på endnu tre fugle.
Ja okay ryper er måske ikke verdens klogeste dyr. I al fald valgte de at blive siddende pænt på jorden, selv efter at jeg havde skudt et par stykker. Meget underligt, at man ikke får tanken “Jeg må hellere flyve væk.” når to af ens venner lige er blevet skudt mindre end en meter væk. Men ikke desto mindre valgte alle tre at blive pænt siddende til jeg havde skudt, ladt, skudt, ladt, skudt, ladt, skudt, fyldt magasinet, ladt og skudt igen. Selv når jeg skød lige ved siden af, hvilket sket et par gange, blev de siddende og ventede på, at jeg fik taget ordentligt sigte.
I al fald fik jeg fire ryper og min gode kollega, Ole fik tre. Så i højt humør og syngende trak vi tilbage mod fjorden, hvor vi igen gik ombord på Kissavik. Den gode kok havde forberedt en herlig jagtmiddag med grønlandsk lam og flødekartofler, men igen følte han åbenbart trang til at sætte sit helt personlige præg på maden, så som hans lille signatur serverede han syltede agurker til. Hvem fanden spiser syltede agurker til lam og flødekartofler!?! Men lammet smagte fantastisk og i højt humør satte vi kurs mod Præstefjorden, hvor vi overnattede inden søndagens lidt kortere tur i land. Denne gang desværre uden en eneste rype på kornet. På vejen mod Nuuk, fik vi dog lige små tre kvarter til at hive tre torsk ind, så der var torskefillet til aftensmad.
P.s. Mette blev søsyg og brækkede sig…
Tillykke. Hvordan smager sådan en så?
Nu er der vel en eller anden regel om at man skal skides i munden af den første rype man skyder – ligesom med snepper. Der skal man nemlig kysse den i røven mens en smilende jagtkammerat klemmer på den med alle kræfter:)
Jeg formoder ikke du havde denne tvivlsomme glæde?
Ha ha.. Nej det tror jeg ikke der nogen regel om. Der var i hvert fald ikke lagt op til den slags spas. Og den slags spas har det jo med at være sjovest for dem der ser på…
Vi har faktisk ikke smagt på dyret endnu. Det røg i fryseren efter at være blevet flået. I denne uge er jeg i Toronto til noget messe-halløj, men jeg håber da at smage lidt på det når jeg kommer hjem.
Jeg synes det er ret heldemodigt at skyde en flok ryper. Håber de smager – også for Mette når hun er kommet sig ovenpå søsygen.
God påske
Kærligst
Ingelise