Endelig har jeg fået lov til at gå med en gul markeringsvest med et myndighedstegn på! Så iført vigtigt udseende selvlysende gul vest, sikkerhedssko og en masse papirer og formularer drog jeg nord over fra Nuuk til Ilulisat en lørdag morgen. Nu skulle jeg for alvor spille alvorlig embedsmand i statens tjeneste, og forklare et efterforskningsselskab hvor skabet skal stå. Så bevæbnet med en masse påbudssedler fløj jeg og en kollega afsted for at besøge et efterforskningsselskabs feltlejr.
Ilulisat er jo mest kendt for verdens mest produktive isbræ. Den leverer så hvad der svarer til det samlede årlige vandforbrug i New York som isbjerge hver eneste dag året rundt! Mao. ufattelige mængder is! Og selv om Bjørn Lomborg var med i flyet, og isbræen det hottest emne i klimadebatten, var det ikke isen og klimaet vi var taget afsted for at diskutere. Som lidt morsom sidebemærkning skal det lige siges, at Lomborg tilbragte flyveturen fra Nuuk til Kangerslussuaq og fra Kangerslussuaq til Ilulissat i cockpittet, mens hans kæreste var henvist til at side blandt os dødelige.
Nå, men det var tilsynet vi kom fra. Råstofdirektoratet har tilsynsmyndigheden på alle virksomheder, der driver efterforskning og mineraludnyttelse i Grønland. Det betyder at vi skal holde øje med arbejdsforhold, miljøet, sikkerheden, geologiske metoder etc. Derfor drager sagsbehandlerne i ny og næ ud i felten for at se hvordan virkeligheden ser ud derude på den anden side af skrivebordet. Og således var det blevet min tur til at tage på tilsyn. Målet var et mindre dansk selskab, der leder efter diamanter, guld og platin i et par områder nord for Ilulissat. Så velankommet til Ilulissat, blev vi samlet op af piloten og kokken og fløjet ud til selve camp’en ca. 20 min i helikopter nord for lufthavnen. Her skulle vi tilbringe de næste par døgn i selskab med en flok geologer og deres support i form af helikopterpilot, kok og camp manager. Det er umuligt at komme rundt i terrænet på anden vis i med helikopter, hvis det skal gøres inden for rimelig tid, derfor har de en fast udstationeret helikopter med pilot i camp’en. Ganske vist kan udstyret sejles til stedet, men det kan kun bringes i land ved sling operation; altså hængende under helikopteren. Og der skal ret meget udstyr til at drive sådan en lejr! De er i felten i ca. 3 måneder, hvor de bor der fast. Så der skal slinges bad og toiletbygning ind, køkkentelt, kontor, fuel til helikopteren, generator, mad, faste gulve til de store telte, beboelsestelte, sprængstof, computerudstyr, et hav af forskellige geologiske redskaber osv osv osv. Altsammen for at blive pakket sammen i begyndelsen af september og fragtet tilbage. Lige pludselig begynder man at forstå hvorfor en feltsæson, hvor man kun tager små prøver snildt koster 10 millioner! Tager man store prøver kan det sagtens koste over 40 millioner for én sæson! En stor udgift er helikopteren. Dens brændstofsøkonomi får jo en Hummer til at ligne en Lupo! 20 minutter i luften koster ca. 110 liter jet a-fuel, og der er tale om en meget lille helikopter med en lastevne på ca. 800 kilo eller 6 personer. Så når 8-9 mand skal i felten flere forskellige steder hver dag og måske flyttes et par gange i løbet af dagen, begynder man at forstå hvor stor en udgift der er forbundet med bare et komme rundt og lede efter sten. Og ja, det er bare sten de leder efter. Man skulle ellers tro, at der var rigeligt med sten mere tilgængelige steder, men nej! De skal absolut langt væk fra alting i helikopter. Men det er jo meget sjovt, når man så for lov at komme med og oven i købet kan bestemme lidt hvor vi skal hen og bede om at få et par ekstra overflyvninger, så vi lige kan få de helt rigtige billeder… Man er vel ikke tilsynsførende embedsmand iført gul vest og sikkerhedssko for ingenting!
Men nu har jeg så også prøvet at flyve rundt alle mulige og primært umulige steder og blive sat af og hentet igen. Det er virkelig underligt, at flyve ud på en fjeldtop, hoppe ud og se helikopteren forsvinde og så vide, at vi er de eneste mennesker i miles omkreds, fuldstændig afhængige af, at piloten kommer tilbage og kan finde os i terrænet senere på dagen.
Og ja, lidt billeder blev det også til:
