I Grønland er det fra politisk side besluttet, at der ikke ønskes udvinding af radioaktive stoffer. Punktum. Det betyder, at der ikke kan brydes malm af nogen art, hvis det indeholder radioaktive isotoper. Heller ikke hvis det radioaktive materiale bare er et biprodukt, og dermed affald. Så i områder hvor der findes radioaktive isotoper, kan der ikke udvindes andre mineraler, hvis den politik skal fastholdes. Da det jo er sådan at, der alle steder kommer radioaktiv stråling fra jorden, vil der være radioaktivitet at finde uanset hvor man står og går. Begrebet kaldes baggrundsstråling, og kan variere fra sted til sted, men den er der altid.
I EU har man en lignende politik på området for udvinding af radioaktive isotoper, men den væsentligste forskel her, er at der er fastsat et målbart niveau for baggrundsstråling. Dermed kan der ud fra denne “bagatelgrænse” fastsættes regler for hvornår noget kaldes en uranforekomst og hvornår mængden er så lille , at det ikke kan regnes med som forekomst. I Grønland har politikerne siden 1980 blot refereret til baggrundsstråling, men ikke sat et niveau for hvad baggrundsstrålingen er i Grønland. Så når der i loven er mulighed for at bryde malm steder hvor der er radioaktive isotoper som biprodukt, så betyder det, at det kun kan ske, hvis strålingsniveauet ikke er over niveauet for baggrundsstråling. Og her opstår jo så dilemmaet. Hvis der ikke fastsættes en grænse for præcis hvor høj baggrundsstrålingen, er det jo vanskeligt, at give tilladelse til en udnyttelse, hvis der er dokumenteret radioaktive isotoper i området. Til dato har der ikke været tegn på at politikerne har en ønske om at fastsætte en grænse for baggrundsstråling, da emnet er ret ømtåleligt i befolkningen. Ingen har lyst til at bo i nærheden af en mine, hvor affaldet er radioaktivt. Og det er jo svært at komme uden om, at ordet “radioaktivitet” er forbundet med en hvis negativ konnotation, uagtet det faktiske risikoniveau i forhold til andre miljørisici i forbindelse med råstofudvinding, eller blot det, at folk bor i betonhuse, bygget på et grundfjeld, hvor radioaktiv radongas siver op, og giver en højere stråledose end hvad der måtte forventes i forbindelse med flere af de nuværende mineprojekter. Sammenlignet med andre store minelande som Canada, USA, Tyskland eller Frankrig betyder det, at Grønland vælger en meget lavere tolerance for stråling i forbindelse med udnyttelsen af råstoffer; konkret kan betyde det, at flere af de mest lovende mineprojekter bringes i fare for at måtte opgives.
Ud fra et økonomisk rationale kan det virke uhensigtsmæssigt, at fastholde en noget nær nul-tolerance, da det i praksis kan ende med at sætte en stopper for al udvinding af hårde mineraler i Grønland. En udvinding landet ellers har betegnet som en væsentlig del af sin fremtidige primære indtægtskilde. Men i en indenrigspolitisk situation, hvor valgets vinder (IA med Kuupik Kleist i spidsen) har givet udtryk for modstand mod enhver form for udvinding af radioaktive råstoffer, som produkt, eller biprodukt, er sagen naturligvis en anden. Dermed kan indenrigspolitiske spørgsmål i worst case med at sætte en stopper for udnyttelse af alle andre råstoffer end olie og gas, som ikke er fundet endnu. Det er nu nok ikke så sandsynligt, da flere andre lovende projekter trods alt ser ud til at kunne give så store indkomster til Grønland, at det nok ville være svært at vinke farvel til disse projekter, hvis der skal gøres forhåbninger om en økonomisk uafhængig af det danske bloktilskud på ca. 3,5 mia., eller ca. halvdelen af det grønlandske BNP. Men interessant er det i hvert fald så længe Grønlands økonomiske fremtid afgøres af succesen med efterforskning og udvinding af råstoffer.