ENDELIG! Kan du med god ret tænke, nu hvor vi er nået til sidste kapitel i serien om de grønlandske erfaringer med minedrift. “Jeg troede aldrig det sidste kapitel i denne saga, der i spænding langt overstiger Talent 09’s hold af lallende amatørers vej frem mod latterliggørelse på nationalt tv!” Ja, sådan har jeg faktisk også haft det. Men nu er det her endelig!
Nå, men tilbage til minedriften og sidste kapitel med en spændende og ikke mindst meget oplysende afslutning. På baggrund af tidligere tiders lidt halvdårlige erfaringer med de miljømæssige konsekvenser af minedrift, blev forskellige muligheder undersøgt, for at sikre,at der ikke skete en massiv forurening som konsekvens af minedrift, da Den sorte engel skulle igang. Navnet kommer af en sort mineralisering i bjergsiden, der ligner en engel. Minen, der lukkede i 1990 var en bly, zink og sølvmine.
Belært af tidligere tiders lidt uheldige omgang med waste rock og tailings, blev det besluttet, at denne gang skulle det håndteres forsvarligt. I erkendelse af, at oxidering ikke var så godt, måtte der findes en måde at opbevare waste rock og tailings, så det ikke oxiderede i samme grad. Og hvad er bedre end en iltfri opbevaring? Ikke ret meget. Så hvad er den oplagte løsning? Hæld det i havet! Hvis waste rock og tailings er under vand, er tilgangen til ilt meget begrænset og dermed vil oxideringen begrænses betragteligt. Dog ville det give problemer i forhold til en udvaskning, hvis det hele bare blev smidt i havet uden videre, så der måtte en eller anden løsning til, der begrænsede udvaskningen. Heldigvis for mineselskabet, er der ved minen en lille bugt, som på bunden afgrænses ud mod fjordsystemet af en brat stigning af havbunden; en slags tærskel mellem bugten og fjorden. Herved var der opstået et bassin med en betragtelig dybde, hvor det kun var de øverste vandlag, der blev påvirket af strømninger i fjorden. Med andre ord, her var en bassin, hvor der kunne smides noget ned på bunden, uden at det omgivende vand ville blive blandet med fjorden. Perfekt! Det var jo lige det vi ledte efter! Så nu kunne vi smide waste rock og tailings i bugten, under vand, og dermed hindre en voldsom oxidering, samtidig med, at vandet ikke blev blandet med fjorden. Det ville altså kun være de nederste vandlag i bugten, der ville være forurenet, og da, der i forvejen var et meget begrænset biologisk liv her, ville der ikke have målbare konsekvenser for dyrelivet. Som sagt, så gjort! Hele lortet blev hældt i havet.
Desværre var der bare lige den lille detalje, at det jo engang imellem, faktisk med ret jævne mellemrum, bliver vinter og rocker-koldt her i Grønland. Faktisk så koldt, at overfladevandet når ned på ca. samme temperatur som de nederste vandlag. Og hvad ske der så? Jo, alle vandlag blandes godt og grundigt; inklusive hvad de nu måtte indeholde. Og således får vi nu hver vinter bragt nyt iltet vand ned til vores waste rock og tailings, og bragt oxiderne op i de øverste lag, hvor de så om sommeren frit kan flyde ud i den omgivende fjord. Ups…
Men for så at gøre ondt værre, blev det til en sag, at der skulle ryddes op i området. Det er jo som udgangspunkt fornuftigt nok. Blandt andet var der en del waste rock på land, som det var tanken at sænke under vand, så det ikke oxiderede. Og når bugten nu alligevel var så forurenet som den var, ville det jo være oplagt at dumpe det her, og lave en barriere oven på den eksisterende tærskel, så udvekslingen mellem fjord og bugt, blev stoppet. Det blev ikke til noget, i stedet blev hele lortet bunket op på land, et sted, hvor der ikke var forurenet i forvejen. Så nu er der en bunke waste rock, der ligger frit fremme og oxidere mens smeltevandets afstrømning sørger for en jævn fordeling til hele området. “Det lyder sgu da dumt!” kunne du indvende. Ja. Og du kan tro at det lokale dyre- og planteliv sender en varm tak til Greenpeace, der gjorde det til en politisk sag, at der ikke måtte smides noget i havet. Så hellere udvælge sig et nyt uforurenet område og svine det til. Flot! Stor tak til Greenpeace, I fortjener da en pris og en medalje! Så i stedet for et have begrænset forureningen til en lukket bugt, har vi nu forurening spredt ud på landjord og i fjorden.
“Jamen hvis vi smider det på land, kan vi jo efterfølgende rydde op, hvis det ryger i havet, er det slut, vi kan ikke få det op igen”, kunne man indvende. Sandt; i teorien… Når nu Den sorte engel åbner igen inden så længe, vil waste rock og tailings blive efterladt på land, og dækket til, så der ikke kommer ilt til. “Det er da smart, så kan vi jo flytte det væk senere, hvis vi vil rydde helt op.” Ja, men hvem er det lige der skal flytte det, og hvor hen? Der er jo ikke tale om en lille trillebørfuld eller to. Faktisk ender vi med en bunke der måler 1 x 3 kilometer x 100 meter. Hvordan skal vi nogensinde flytte så meget grus, og hvor i alverden skal det hen? Vi taler om ca. 750.000.000 ton værdiløst affaldsklippe, der skal opbevares iltfrit. Skal vi eventuelt dumpe det i Pia K.’s baghave? DF er jo arv modstander af, at Grønland får lov til selv at bestemme over sine råstoffer, så hun kunne jo passende tilbyde, at være med til at løse problemerne i forbindelse med udvindingen af råstoffer, hvis Danmark fortsat skal have indflydelse på råstofudvindingen.
På den baggrund kan vi nu drage tre afsluttende konklusioner:
- Minedrift kan snildt udvikle sig til noget rigtig snavset skrammel
- At man tidligere har begået fejl forhindrer ikke, at man i fremtiden gentager selvsamme fejl; flere på hinanden følgende gange.
- Opbevaring af waste rock og tailings skal ske i iltfrit miljø, hvorfor lokaler tilhørende DF må være ideelle, da de fleste af deres tanker tydeligt er udtænkt i miljøer, hvor deres små hjerner ikke har fået tilstrækkelig med ilt.
Med disse konklusioner slutter her serien om de grønlandske mineerfaringer og ikke mindst de medfølgende problemer. Jeg håber du har kunnet holde dig vågen igennem denne ørkenvandring af kedelig faktuel viden om noget, der ikke har den fjerneste berøring med din almindelige hverdag. Hvis ikke, må vi jo blot konstatere, at noget viden bare kræver særlige evner at indoptage…
Ganske interessant.
Det kunne være spændende at høre om udvikling og forskning på området, med henblik på alternative løsninger på problematikken med tailings og waste rock. Jeg kunne forestille mig at mineindustrien overlader det til andre at drive forskningen på området, da de jo pt. slipper afsted med at lave mindst muligt, med lavest mulige omkostninger. Men hvem laver så pågældende forskning og er industrien forberedt på de omkostninger som evt. behandling af affaldsmaterialet utvivlsomt må medføre?
Politisk og lovmæssigt må der da også laves noget arbejde for at tvinge industrien til selv at tage stilling og adressere problemerne? Dette kunne være i form af streng lovgivning som pålægger minen en afgift svarende til omkostningerne ved ansvarlig behandling af materialerne. Derved ville selve ansvaret for oprydning pålægges myndighederne som derigennem kunne skabe yderligere arbejdskraft ved oprydningsarbejdet og skabe en “renere” process. Dette ville umiddelbart også sende et signal om ansvarlighed – ganske i trit med vores kære klimatopmøder etc.
Hvis det anses for rentabelt for industrien af dyrke minedrift i Grønland, vil rentabiliteten blive reduceret så betragteligt at det ikke længere kan betale sig, på trods af signalet en ansvarlig behandling af materialerne vil sende til minens kunder, konkurrenter og medarbejdere?
Afventer spændt kapitel 5 som givetvis må tage stilling, omend tilbyde en kritisk vurdering, af problemstillingen fra et mere langsynet og politisk tidssvarende perspektiv:)
Ja, altså der er sådan set relativ klart, hvad der skal gøres for at forhindre voldsom forurening i forbindelse med minedrift. Det er bare dyrt, og besværligt. Én meget anvendt løsning på problemet, er at grave et kæmpe hul, lægge en tyk membran ned og så fylde hullet op med waste rock eller tailings og vand. På den måde sikres det at affaldet er opbevaret iltfrit i et lukket miljø. Problemet med den løsning er, at det kræve vedligehold. I Canada skete der et skred i et af digerne omkring sådan en sø, og millioner af liter syre- og blyholdigt vand løb ud i det lokale vandløb. Så skal man lave den slags løsninger i Grønland, skal man være meget sikker på, at lortet ikke skal vedligeholdes de næste 100 år, da minerne jo oftes er placeret langt væk fra alting. For lige som med digerne i New Orleans, så er det ret nemt at glemme vedligeholdet, så længe, der ikke rigtig sker noget…
Og så er det jo altid en politisk vurdering mere end en miljømæssig vurdering; nok løber vi en langsigtet miljørisiko med denne mine, til gengæld får vi en økonomisk gevinst til samfundet i form af skatter og arbejdspladser her og nu. Jo mere trængt man er økonomisk, jo lettere er det at nedspille den miljømæssige betydning. Og alle andre gør det jo også, så må vi vel også?
Så kan man tale om at tisse bukserne for at holde varmen; ja… Måske, men det er jo ikke de grønlandske lokalsamfund, der kommer til at lide under, at nogle rensdyr langt langt væk får blyforgiftning. Og selv om det skulle være tilfældet, så er det jo først noget vi for alvor opdager om mange år, og så er der andre politikere, der skal håndtere det; så den tid den sorg.