Jorden rundt og meget mere

 Ja ja… Jeg ved godt der ikke er sket så meget her på siden den sidste lange tid. Og nej Ingelise, det er ikke fordi der er problemer med kineserne. Faktisk er de det mindste problem. Danskerne er et langt større problem. Hvis bare man kunne slippe af med uvidne arrogante danske journalister og politkkere og deres bederevidende koloniherre-adfærd, så ville det hele gå meget nemmere.

Ikke fordi dette indlæg skal udvikle sig til en almindelige politisk polemik, men man bliver så træt så træt så uendelig træt, når danske journalister og politikkere udtaler sig om “social dumping” i Grønland, når man ved, at vores lovgivning om brug af udenlandsk arbejdskraft er et direkte afskriv af den tilsvarende danske. Dog med de væsentlige forskelle, at i Grønland er det ikke forbudt for arbejderne at organisere sig og strejke. Det er det i den danske udgave; her er arbejderne beskyttet mod at arbejdsgiver kan tage hele lønnen retur for kost og logi, det er de ikke i Danmark; her er de garanteret en mindsteløn tilsvarende den nationale, det er de ikke i Danmark; her er der loft over hvor mange timer de må arbejde, det er der ikke i Danmark; her er der krav om fuld syge- og arbejdsskadeforsikring, det er der ikke i Danmark. Så måske LO, EL, DF og alle andre tosser skulle til at stikke piben ind og få styr på Mærsk, som er arkitekt bag den tilsvarende danske lovgivning. Det var nemlig et krav fra Esplanaden, at de fik lov at benytte uorganiseret udenlandsk arbejdskraft de kunne underbetale, og som ikke havde lov til at organisere sig og strejke for herefter at trække det meste af lønnen fra i kost og logi, ellers ville de udflage alle skibe… Så inden man i Danmark begynder at råbe op om hvor slemme de der grønlændere er, bør man måske lige minde sig selv om, at man i Danmark stadig ligger under for hvad der kommer af ordrer fra skatteundvigerne på Esplanaden uanset hvor åbenlyst den sociale dumping så måtte være.

Nå, men jeg lovede jo at dette indlæg ikke ville være en politisk brandtale eller opfordring til at lade revolutionens blod flyde. Så lad os straks springe videre til noget mere opløftende og sjovere end tumpede danskere, der ikke har fattet, at de ikke længere er koloniherrere og derfor virker utrolig arrogante og en kende dobbeltmoralske, når de løfter pegefingre af nogen, der tilbyder bedre vilkår for udenlandsk arbejdskraft end de selv gør. Men det er vel koloniherrens lod; de må gerne for de er jo højt udviklede og forstandige mennesker, hvorimod de dersens underudviklede uuddannede semi-mennesker ude i kolonierne jo ikke rigtig ved hvad de gør, og derfor skal hjælpes som man ville hjælpe et lille barn.

Undskyld, nu skal jeg nok stoppe for denne gang. NU skal jeg nok springe til noget sjovere; nemlig Jules Verne og hans fortælling om Jorden rundt på 80 dage. Jeg kan nemlig afsløre, at det sgu ikke er nogen særlig stor bedrift. Jeg har selv netop præsteret det samme; altså jorden rundt, og det på kun 17 dage. Turen gik fra Nuuk mod Victoria på Vancouver Island via København. Det tager ca. 15 timers flyvning. Her var jeg sammen med et par it-leverandører, der skal lave et nyt og lækkert system til os, så alting bliver meget bedre. Det tog en lille uge. Om Victoria kan jeg kun sige, at det bør man unde sig selv. Enestående natur, fantastisk klima til dykrning af stort set alt, umådelig rigdom på fisk, vildt, grønt, vin, øl you name it. Og altsammen i VERDENSKLASSE. Jeg har aldrig i mit liv spist på så mange så gode restauranter. Vi havde en italiensk gift vin- og madentusiast med, og trods hans mange år i Italien og store vinkendskab, var han dybt imponeret over kvaliteten på alt hvad der blev serveret.

Men efter dette mad- og it-orgie fløj jeg over Stillehavet fra Vancouver til Auckland. Det tager 14,5 timer. Her ventede jeg så i otte timer, og fik set lidt af Auckland by. En lidt underlig blanding af tidligere engelsk koloni, nordamerikansk arkitektur og noget maui-kultur. Så videre til Perth. Det tager ca. 7,5 timer. Her holdt vi vores årlige Grønlands Dag på University of Western Australia. Det var varmt. Varmt som i 35 grader. Inden jeg skulle videre, havde jeg en enkelt fridag, som blev brugt sammen med vores chefgeolog på en tur til Rottnest Island, hvor der er en meget meget lille kænguru; quokka. Den er ca. 35 cm høj tre kilo tung. En stor huskat, bare i form af kænguru. Det er i sandhed et underligt dyr. Men meget sødt. Nå, men tilbage i flyveren mod Dubai. Det tager 10,5 timer. En lille mellemlanding i en lufthavn, hvor kun den muslimske morgenbøn kl. 5.30 afslører at, der ikke er tale om en vestlig lufthavn. Så videre mod København. Det tager 7,5 timer. Og så endelig hjem mod Nuuk. Det tager 5,5 timer. Med lidt hurtig hovedregning tager det altså kun 60,5 timer at komme jorden rundt. Jeg ved ikke helt hvorfor jorden rundt på 80 dage skulle være noget særligt.

Så nu er jeg hjemme igen og vi er i fuld gang med julen. Faktisk så fuld gang, at jeg allerede har givet mig selv den første julegave: En fjernstyret helikopter, der kan skyde selvlysende missiler af! Det bliver da ikke mere julefredsagtigt end det! -Nu skal jeg bare lige lære ikke at flyve ind i alting og klippe blomsterne i stykker med roteren.

Til sidst er der ligemlidt blandede billeder fra min jordomrejse og lidt stemning her fra Nuuk. Særligt vil jeg henlede opmærksomheden på Mettes meget fine juletableau.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.