Vi venter i spænding…

…på at vores nye Naalakkersuisut bliver offentliggjort idag. Det bliver så spændende at se hvem, der bliver sat til at styre landet. For der er jo nok at tage fat på for nye folk på tinge. For én gangs skyld vil jeg undlade at give min uforbeholdne mening om disse nye folk på tinge til kende, da jeg jo får én af de nye som øverste chef. Men spændte er vi, som små børn før juleaften. Vi håber naturligvis på, at der ikke bare er tale om bløde gaver under træet, men man ved jo aldrig…

Men uanset om vi får en hård eller blød minister, så er en ting sikkert; forholdet mellem Grønland og Danmark kommer til at forandre sig, og vil nok også blive sat på prøve hvis Danmark følger den linje Venstre, DF og de konservative plæderer for. Der er virkelig ikke meget forståelse for, at Danmark skal blande sig i hvad der heroppe betragtes som interne grønlandske forhold. Hvorvidt Danmark bør blande sig eller ej, mener jeg er et ret kompliceret spørgsmål, der ikke lader sig besvare klart og entydigt. Men hvis Danmark begynder at forfølge en linje som Venstre taler for, vil resultatet formodentlig blive, at det kommer til et sammenstød i Rigsfællesskabet som næppe vil gavne hverken Danmark eller Grønland. Særligt fordi det virker så arrogant og udstiller Venstres totale mangel på indsigt i grønlandske forhold. Under valgkampen var der en politikere, der anførte at et hvilket som helst 12-årigt grønlandsk barn vidste mere om danske forhold end den veluddannede danske elite ved om grønlandske forhold. Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Danskere virker uendelig uoplyste om hvordan økonomi, samfundsforhold og politiske forhold faktisk hænger sammen i Grønland. Normalt vil jeg jo anbefale at man farer med lempe hvis ens viden er begrænset, men dette syntes ikke at være den indstilling en stor gruppe danskere har i dette tilfælde.

Ikke fordi Danmark ikke skal kunne tale om, og være kritisk i forhold til grønlandske forhold, men det ville unægteligt klæde debattørene om de lige gad bruge bare fem minutter på, at sætte sig ind i det mest basale inden de vidt og bredt kloger sig på ting, de ganske tydeligt ikke ved besked om, eller af hensyn til egen vælgerskare ignorer og bare lystigt fortsætter med at udgyde deres løgnagtige udsagn.

Nå, men nu vil jeg sætte mig til at vente på at vores nye formand for Naalakkersuisut offentliggør sammensætningen og strukturen for vores nye regering og administration.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.