Indtræden i de voksnes rækker

Overalt på kloden og i alle kulturer findes der ritualer, der markerer overgangen mellem barndom og voksenliv. I den grønlandske fangerkultur forbindes overgangen typisk med fangerens første rensdyr, sæl, isbjørn eller anden større fangst. Og i den protestantiske lutherske kirke benytter vi os af konfirmationen som markering af overgangen mellem en barndom, hvor barnet ikke i nogen særlig grad anses for at have ansvar for sine synder, til et voksenliv, hvor barnet gennem bekræftelsen af sin tro pådrager sig ansvaret for egen livsførelse. I visse afrikanske kulturer sendes de store drenge ud på savannen med besked om først at vende tilbage til stammen, når de har bevist deres evne til klare sig selv, og har taget kampen op mod den vilde utæmmede natur. Og sådan har alle kulturer forskellige hver deres overgangsritual.

Og nu spørger du naturligvis til hvorfor overgangsritualet mellem barndommen og voksendommen, (for det er vel noget man bliver dømt til?), pludselig har fanget min interesse. Jo ser du, jeg vil gerne foreslå endnu et ritual til markering af en overgangsfase mellem det barnlige, nærmest uskyldige og så det lang mere alvorlige og bestemt ikke spor for sjov voksne. Umiddelbart så har vi jo fastsat vores nuværende overgangsritual ud fra en bestemt alder eller i al fald aldersgruppe. Her mener jeg måske, at vi har behov for et mere fleksibelt ritual, da vi som personer jo udvikler os endog i meget forskelligt tempo, og når de forskellige stadier i livet på vidt forskellige tidspunkter. Eksempelvis mener man jo i Danmark at man er tilstrækkelig moden til at eje en jagtriffel når man er 16; i Grønland er man tilstrækkelig moden når man selv kan finde ned til tanken og kan købe en riffel. Og sådan ser man jo så forskelligt på tingene. Men ville det ikke i virkeligheden give mere mening med et ritual, der kunne finde sted når personen selv følte sig klar til at påtage sig ansvaret for at glide ind i den næste fase af livet?

Her kan det selvfølgelig indvendes at der i så fald ville være nogle personer, der aldrig vil blive konfirmeret og dermed indtræde i de voksnes rækker, da de aldrig når en tilstrækkelig grad af modenhed til at træffe fornuftige voksne beslutninger, og det er jo synd for dem, hvis de ikke kan blive konfirmeret med deres klassekammerater. Joo…. Måske nok, men på den anden side må vi jo også erkende at konfirmationen har begrænset evne til at modne folk. Det er jo ikke gennemførelsen af et ritual i kirken med efterfølgende festivitas, der gør forskellen. Og faktisk kan man jo anføre at, hvis man nu, på grund af manglende modenhed, ikke kunne blive konfirmeret og træde ind i de voksnes rækker med krav om evne til at træffe fornuftige beslutninger, så ville verden være forskånet for mange fortrædeligheder begået af mænd og kvinder, der faktisk ikke var modne til at træffe en rigtig voksen og fornuftig beslutning. Vi nævner i flæng folketingsmedlemmer der stemte for ulovlig krig i Irak, som i 2003 stemte for indførelsen af afdragsfrie lån, og ødelæggelsen af andelsboligtanken (som jo er grunden til boligboblen og vores selvforskyldte krise), skattelettelser til de rige, indførelse af arealstøtte baseret på ha under plov til landbruget, skattefradrag for private sygeforsikringer, nedsættelse af afgifter på smøger og alkohol, finanslovsmidler til politisk udvalgte “forskere” (ja Bent Jensen, det er dig jeg mener), afskaffelse af demokratiet på universiteterne, eklatante forringelser af borgernes retssikkerhed og ret til at demonstrere mod magthaverne, tvangsnormalisering af alle unormale tilstande og områder, overtrædelse af menneskerettighederne, systematisk og bevidst overtrædelse af konventionen til begrænsning af statsløse, ingen nævneværdige tiltag mod klimaforandringerne, statslig indblanding i hvem borgerne må gifte sig med, markant forringede muligheder for de absolut svageste grupper, øget økonomisk ulighed, sociale nedskæringer for de mest udsatte grupper, udlændingelovgivning på kant med og i flere tilfælde i strid med en lang række konventioner, håbløs krig mod usynlige fjender i Afghanistan, nedsat ulandsbistand, massivt spild af penge på ineffektiv aktiveringstvang, øget forurening fra landbruget, indførelse af ubrugelig tests i folkeskolen, øgede klassekvotienter, indrapportering, evaluering og kontrol af ALLE detaljer i det offentlige, indsættelse af 4 fede toldere i et træskur til at se på biler, der kører over en nærmest udvisket grænse…. (listen kunne blive meget længere, men da jeg er ved at udvikle kronisk depression over mængden af helt utroligt umodne og uovervejede beslutninger taget med en barnlig inkonsekvens og inkonsistens de sidste ti år, stopper jeg her).

Men for nu at vende tilbage til sagens kerne, nemlig overgangsritualer fra barn til voksen, så vil jeg, som sagt, gerne foreslå at der indføres et nyt ritual. Et ritual, der for mange nok vil markere den endelige overgang fra barndommen og måske nok også ungdommen til voksendommen; her taler jeg naturligvis om det tidspunkt i livet hvor man køber sin første opvaskemaskine!

For se, det er netop den fase jeg er nået til i min allerede så ulideligt lette tilværelse. Jeg har indkøbt min første opvaskemaskine! Intet mere, intet mindre. Fra nu af skal der ikke bruges ting i køkkenet, der ikke kan gå i opvaskemaskinen. Jeg er nu så voksen, at jeg ser mig nødsaget til at købe en maskine, der kan vaske op for mig. For som voksen har man jo travlt med at træffe voksne beslutninger og gøre fornuftige voksen-ting, så hvordan kan det forventes at et voksent menneske har tid til noget så barnligt som at vaske op? For det er jo en huslig pligt der typisk tildeles husstandens yngste medlemmer, men da der ikke lige er nogle yngste medlemmer at overdrage tjansen til, må der jo findes en anden fornuftig og meget voksen løsning på problemet.

Så tillykke til Mette og mig! Vi har nu en opvaskemaskine!

9 comments to “Indtræden i de voksnes rækker”
  1. Kære begge to
    Tillykke med opvaskemaskinen. Det er da virkelig et initial-initiativ. Og bedre end at fare rundt med en riffel. På torsdag skifter vi regering. Det SKAL vi bare. Vi har fået nok, rigeligt af arrogante ignorante ministre. I har vel brvstemt?
    Kærlige hilsen med krydsede fingre
    Ingelise

  2. Vi kan ikke stemme på de danske kandidater, men derimod på kandidaterne til de to pladser, der er reserveret til Grønland. Det bedste vi kan gøre, er at stemme på en kandidat, der støtter en SSF-regering. Dog er der jo en vis tradition for at at nordatlantiske medlemmer af Folketinget ikke ønsker at stemme direkte for eller imod en bestemt regering. Så traditionelt vil en kandidat valgt ind herfra ikke søge direkte indflydelse på hvilke regering der bliver nedsat efter valget.

    Der er jo i den danske grundlov en lidt pudsig bestemmelse om, at man skal være bosiddende i Danmark for at opnå stemmeret. Dog er der lavet en række mærkværdige juridiske krumspring for at sikre folk udsendt i statens tjeneste har mulighed for at stemme, selvom de ret beset ikke bor i Danmark. Ifht. Grønland, så mister vi vores stemmeret i det øjeblik vi fraflytter Danmark, og er først stemmeberettiget efter et halvt år i Grønland. Dermed er der et hul på et halvt år, hvor man hverken kan stemme i Danmark eller i Grønland. For folk, der flytter til udlandet beholder de deres stemmeret de to første år af deres udlandsophold, også selvom der i Grundloven jo står at man skal være bosiddende i Danmark for at kunne stemme. Men af en eller anden grund, så bor man åbenbart stadig i Danmark de to første år i udlandet.

  3. Mærkelige ordninger. men jeg blev lidt bekymret når nu småborgerligheden havde indhentet jer med den der opvaskemaskine. Vi er godt nok boligejere og svinger for øjeblikket dankortet helt vildt (så Hjort Frederiksen kunne to at vi var på hans parti) fordi vi får nyt tag, fliser i kælderen osv. alligevel synes vi jo at vi i den grad trænger til at få en ny regering. Jeg er bare så helvedes træt af arrogante politikere. Men stem så vidt muligt på gode grønlændere. Dem er der faktisk mange af. Jeg tilbringer valgaftenen sammen med Hanne med rødvin inden for rækkevidde (Lejf redder verden ved en konference i Berlin)
    . Vi vil sende en hilsen til de nordatlantiske stemmer – især jeres. Kærligst Ingelise

  4. Ja, der er mange mærkelige ordning i DK. Man kan ex. heller ikke have dobbelt statsborgerskab, så er man barn af en dansk statsborger og en anden statsborger, skal man inden udgangen af det 21. leveår vælge om man ønsker at have dansk eller andet statsborgerskab, man må ikke beholde begge. Noget der i min optik er lidt underligt. Det virker lidt besynderligt at man skal tvinges til at vælge hvilken nationalitet man har, hvis man reelt har to.
    Men det at være dansk statsborger er åbenbart så eksklusivt at enten er man kun det, eller også slet ikke. Hvilket jo er noget pjat, for selvfølgelig kan man være barn af flere nationer. Men det bliver jo endnu sjovere… Hvis man nu som soldat bliver udsendt i statens tjeneste, og har to eller flere udsendelser i indenfor en periode af 7 år, og så vender hjem, kan man som arbejdsløs ikke modtage kontanthjælp. Hvad man derimod kan få er den såkaldte “starthjælp”. DF og og VK finder det åbenbart helt rimeligt lige at sige: “Tak for din indsats og at du gad sætte livet på spil i en fuldstændig håbløs og for længst tabt krig, men da du jo ikke har været bosiddende i Danmark i mere end 6 af de sidste 7 år, kan vi virkelig ikke se, at du skulle være berettiget til kontanthjælp, men du kan da få de samme par håndører vi stikker de dersens “flygtninge”, som vi ikke rigtig gider have.”

    Ja, der er i sandhed mange mærkelige ordninger i Danmark…

  5. Kære benjamin og mette.
    Opvaskemaskine! For pokker da….. Jeg troede der endnu var håb for verden, men er ikke hel sikker mere. På den anden side er det vel hvad 10 års borgerlig regering gør ved folk. Jeg kan i øvrigt godt forstå hvad du mener: det var ok at bliv gift, købe hus og få barn – men da jeg købte kummefryser blev jeg ramt af voksenheden. . .

    Kram til jer
    Hanne

  6. Ja, ufatteligt at man skulle blive så småborgerlig at man har købt opvaskemaskine. Men det er jo nok den effekt den herlige flinke fyr fra Græsted har. Han ville jo bare lige give skattelettelser til sine rige venner, rode rundt i bilag, føre lidt ulovlig krig, overbetale private sygehuse, tale et uforståeligt engelsk, demonstrere total mangel på kendskab til reglerne i FN, lade sin finansminister, integrationsminister og forsvarsminister bryde loven, skide højt og flot på Geneve-konventionen, og så bare lige drikke en lille fadøl til.

    Men trods den ny-indkøbte småborgerlighed, lover jeg at jeg aldrig i mit liv kommer til at stemme på et små-borgerligt parti…

  7. Ja, mærkeligt med det der stemmeret. Nu har min engelske hustru snart boet i DK i 10 år men kan fortsat ikke være med til at bestemme hvem der skal regere landet. For dette skal man være statsborger i landet og for dette skal hun jo opgive sit britiske statsborgerskab – hvilket hun ikke ønsker.
    Catch22. Vi vil gerne have dine skattekroner, men medbestemmelse får du sgu ikke medmindre du giver afkald på din nationale identitet.
    …og vores børn: Ja, de er jo danske da de er født i Danmark – også selvom vi skulle ønske at flytte tilbage til UK forbliver de danske med alle de bureaukratiske “udfordringer” som det nu medfører når man flytter til et andet land inden for EU og det pågældende land er skrankepavens højborg hvor bureaukrati hersker. Den ganske anseelige mængde papir som skal udfyldes for at man blot kan få et engelsk personnummer (så man kan leje en bolig og derved have nogle regninger som bekræfter at man er bosiddende i landet og derigennem få en bankkonto så man kan betale de selvsamme regninger) er det mindste. Den tid man benytter på at stå i kø i de kommunale kontorer minder mest af alt om (hvide)russiske madkøer. Suk.:)

  8. Nåh ja og tillykke med opvaskeren.
    Et alternativt ritual kunne være første gang ens opvaskemaskine går i stykker – hvilket vi netop har oplevet. Kombineret med at huset er til salg blev løsningen en hurtig handel på en brugt som kunne hentes 2 dage senere inden for en radius af 30km fra hjemmet. Kun 2 år gammel og kun 700,- og så er den bedre end den gamle. Fedt:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.